Overlevende og efterladte til katastrofen, der kostede 159 menneskeliv, gør nyt forsøg på at få placeret et ansvar

Dansk politi svigtede sin rolle i forbindelse med en af nyere tids værste katastrofer, der kostede 159 mennesker livet ombord på færgen Scandinavian Star, efter skibet brød i brand i rum sø natten til den 7. april 1990 mellem Oslo og Frederikshavn.

Det mener en gruppe overlevende og efterladte til ofrene.

Og med støtte i de seneste udmeldinger fra Stortinget i Norge om, at de norske myndigheder ikke fik tilstrækkeligt materiale at arbejde med fra dansk politi, har Mike Axdal, selv overlevende men som mistede både sin far og bror i det brændende helvede, fredag indgivet politianmeldelse mod en række navngivne personer i forsøget på at få dem gjort ansvarlige for dels manddrab, dels mordbrand, som er det mest alvorlige, man kan blive dømt for efter dansk ret, og hvis strafferammer går op til livsvarigt fængsel.

Katastrofen på Scandinavian Star 7. april 1990 kostede 159 mennesker livet. Nu har en gruppe af overlevende og efterladte indgivet politianmeldelse for overtrædelse af to af straffelovens alvorligste bestemmelser, manddrab og mordbrand, som der ikke er nogen forældelsesfrist på.(Foto: CLAUS BJØRN LARSEN/Scanpix 2013)
Katastrofen på Scandinavian Star 7. april 1990 kostede 159 mennesker livet. Nu har en gruppe af overlevende og efterladte indgivet politianmeldelse for overtrædelse af to af straffelovens alvorligste bestemmelser, manddrab og mordbrand, som der ikke er nogen forældelsesfrist på.(Foto: CLAUS BJØRN LARSEN/Scanpix 2013) Foto: CLAUS BJØRN LARSEN
Vis mere

”Den her sag har i årevis kørt som et pendul i et gammelt bornholmerur mellem myndigheder i Danmark og Norge. Men det er dansk politi, der har været håbløse, fordi det trods aftalen om det modsatte ikke efterforskede ejer-, reder- og forsikringsforholdene omkring Scandinavian Star. Dermed kom man ikke nærmere sandheden om et muligt motiv. Og manglede derfor hele grundlaget for, at norsk politi kunne rejse straffesag,” siger Mike Axdal til BT.

Selv om katastrofen skete for 28 år siden, er det første gang, gruppen af overlevende og efterladte går målrettet efter at få gjort de muligt involverede i dødsbrandene ansvarlige efter straffeloven.

Det kræver, at Københavns Politi, som fredag har modtaget anmeldelsen, rejser sigtelse.

Tragedien kaster stadig lange skygger over, hvem der stod bag. Og hvad det egentlige motiv var til, at der i løbet af få timer angiveligt blev påsat brande seks forskellige steder på skibet, der havde i alt 482 passagerer og besætningsmedlemmer ombord.

Blot tre dage efter katastrofen på Scandinavian Star blev der mellem de danske, norske og svenske regeringer lavet en aftale om, hvordan efterforskningen skulle fordeles mellem landene.

I Danmark foregik det retlige efterspil i Sø- og Handelsretten og siden i Højesteret, hvor forretningsmanden Henrik Johansen, rederidirektør Ole B. Hansen og kaptajn Hugo Larsen blev idømt seks måneders fængsel for overtrædelse af lov om skibes sikkerhed.

Det skete på baggrund af Søfartsstyrelsens efterforskning og søforklaringerne. Men ingen blev gjort ansvarlig efter straffeloven i hverken Norge eller Danmark. Og det er det spor, de efterladte nu forsøger at gå ud ad ved at anmelde ni navngivne personer – herunder skibets maskinchef, en elektriker og en maskinist – som alle var ombord før, under og efter brandene brød ud.

ARKIVFOTO 1990 af det brændende Scandinavian Star- - Se RB 10/8 2016 09.01. Dansk støtteforening vil ikke acceptere, at norsk politi tirsdag opgav sagen om branden på Scandinavian Star. Scandinavian Stars danske støtteforening klager nu over norsk politis afgørelse om at henlægge sagen om skibsbranden. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN/Scanpix 2013)
ARKIVFOTO 1990 af det brændende Scandinavian Star- - Se RB 10/8 2016 09.01. Dansk støtteforening vil ikke acceptere, at norsk politi tirsdag opgav sagen om branden på Scandinavian Star. Scandinavian Stars danske støtteforening klager nu over norsk politis afgørelse om at henlægge sagen om skibsbranden. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN/Scanpix 2013) Foto: CLAUS BJØRN LARSEN
Vis mere

”Søfartsstyrelsen fik lov at styre det hele i forhold til anklagemyndigheden. Hvis politiet havde taget opgaven alvorligt og efterforsket ejer-, reder- og forsikringsforholdene, ville motivet være kommet frem og sagen opklaret for mange år siden,” lyder det fra Mike Axdal, som mener, motivet til brandene var forsikringssvindel.

Blot en uge før katastrofen blev skibets værdi og forsikringssum skruet op til det tredobbelte. Og erstatningssummen tilsvarende.

Pengene, ca. 24 millioner US-dollars, blev udbetalt til SeaEscape på Bahamas.