En bil blev natten til mandag først ramt af en fodbold, da den kørte under en bro i Aabenraa, hvilket ødelagde forruden.

Derefter blev der skudt med romerlys efter bilen.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter:

'En hvid fodbold blev klokken 4.06 kastet ned fra en bro over Camma Larsen-Ledets Vej i Aabenraa ved Høje Kolstrup Skole,' lyder det i et tweet, som fortsætter:

'Bolden ramte forruden på en bil. Ruden revnede. Efterfølgende blev der skudt med romerlys mod bilen. Bold og bomberør fundet på stedet.'

Politikredsen oplyser, at omkring fem-seks drenge i alderen mellem 14 og 17 år blev set på stedet.

De var iført mørkt tøj og havde hættetrøjer på.

'Vi hører gerne fra vidner eller fra andre, der måske ved noget,' lyder det fra politiet.

Hvis du har set noget, eller ved noget om, hvem der stod bag, beder politiet om, at du ringer på telefonnummer 114.