____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hans kæreste Oddset-Janni sidder i fængsel, og nu er milliardæren Karsten Ree, 69, også selv sigtet af politiet. For menneskehandel.

Ifølge tv2.dk er sagen endnu på et meget forberedende stadie, men mandag morgen har Retten i Lyngby angiveligt beskikket en forsvarer for Karsten Ree i sagen, som alle parter foreløbig er ret tilbageholdende med at oplyse konkrete detaljer omkring.

Over for tv2.dk oplyser Karsten Ree, at han er sigtet i sagen, men endnu ikke afhørt. Han afviser dog fuldstændig, at der er noget om beskyldningerne fra Nordsjællands Politi.

- Udover en masse punkter, som jeg bliver beskyldt for at have gjort, så er anklagepunktet alene - som jeg har forstået det - menneskehandel, siger Karsten Ree til tv2.dk.

- Det er morbidt. Det er noget, der er gjort i affekt, og det er en vendetta mod mig for at skade mig, fortsætter han til tv2.dk.

Hos Nordsjællands Politi bekræfter senioranklager Bente Schnack, der er på ferie i Tyrkiet, at sagen handler om menneskehandel.

Om to uger er Karsten Ree sammen med kæresten Janni Christensen hovedpersoner i en ny reality-serie på Kanal 5 med titlen "Janni og Karsten - Kærlighed mod alle odds". Programmet skulle ifølge det forskudsproducerede pressemateriale skildre parrets forhold, mens de tilbringer deres liv på hver sin side af loven.

44-årige Oddset-Janni er for tiden ved at afsone den straf på 15 måneders fængsel, som hun har fået for sammen med sin far at have franarret en ældre, svagelig mand en formue før hans død.