Der udbrød tæt på kaostilstand på Odense Banegård tirsdag aften, da der skete tre voldsomme hændelser indenfor 20 minutter.
Det skriver TV 2 Fyn.
Politiet modtog to anmeldelser klokken 18.23 om, at der først fandt et røveri sted ved spor 7, hvor busserne holder.
Ifølge Fyns Politi fik en mand frataget sin sportstaske. Men en kammerat forsøgte at fravriste tasken fra gerningsmanden, der skulle have snittet kammeraten i armen med en kniv.
Samtidig blev en tredje mand overfaldet i den modsatte ende af banegårdscenteret. Politiet fortæller, at manden blev slået i ansigtet af tre gerningsmænd, efter de var kommet op at skændes.
Klokken 18.40 indløb næste anmeldelse.
For TV 2 Fyn skriver videre, at en kvindelig kondiløber blev kørt ned af en bil ude foran banegården. Her flygtede føreren af bilen og efterlod tre passagerer i bilen.
Ordensmagten har ikke anholdt nogen i de tre sager endnu.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi.
Hvis du har set noget i relation til sagen eller andre oplysninger til politiet, kan du kontakte dem på telefon 114.