Han har udpeget en 30-årig mand fra Aarhus Vest som gerningsmand til et drab på en ung mand sidste sommer, men ved onsdagens retsmøde tog sagen en meget stor drejning.

Vidnet forklarede ved dagens retsmøde, at han blev tvunget til at pege på den 30-årige af en lokal imam fra Aarhus Vest.

Omkring to uger efter drabet på en 21-årig mand fra Trillegården i Aarhus gik en håndfuld drenge til politiet og fortalte, at deres 30-årige ven stod bag drabet. Nu bliver forklaringen trukket tilbage.

»Han pressede ord ind i min mund: 'I skal gå ind og sige, at det er ham, ellers får I et langt og ulykkeligt liv',« forklarede det første af seks vidner, som det onsdag var meningen skulle afgive forklaring i retten i Aarhus.

Manden, som var iført et lysegråt joggingsæt af mærket Fila og en sort dunjakke, forklarede, at han kort efter drabet blev kontaktet af en imam fra området, som ville mødes med ham.

På det tidspunktet vidste de ikke, hvem der stod bag drabet på hans 21-årige ven, men der gik en masse rygter.

Vidnet og imamen mødtes ved en lokal moské og gik om i baglokalet, og her skal imamen, ifølge vidnets forklaring, have presset ham til at gå til politiet og sige, at det var den 30-årige tiltalte, som havde skudt den 21-årige.

Vidnet var både gode venner med den dræbte og den 30-årige mand, der nu sidder tiltalt for drabet.

I baglokalet skulle imamen have sagt følgende:

»Han fortæller mig, at det er xx (den 30-årige tiltalte, red.), der har gjort det. Hvis vi ikke går ind og vidner, så ryger vi direkte i helvede og får et langt og ulykkeligt liv,« lød det fra ham i retten.

Ifølge vidnet havde imamen en konflikt med den 30-årige.

»Han kunne bare ikke lide ham.«

»Det kunne jeg høre på måden, han fik os til at putte ord i vores mund, som vi skulle sige anden gang på politistationen. Der var meget had i manden. Det var meget mærkeligt,« lød det fra vidnet.

Alligevel gik han sammen med en flok andre drenge, som imamen ifølge ham også havde truet, til politiet og udpegede den 30-årige som drabsmanden.

»En imam er meget stærkt i et område, så han har mange mennesker med ham, så hvis man bliver uvenner med ham, så bliver man også uvenner med alle dem.«

I dag siger vidnet, at han ikke ved, hvem der skød den 21-årige mand.

De seks mænd, som det onsdag er planen alle skal vidne i sagen, var alle med til at fragte den 21-årige til sygehuset efter, at han 25. september sidste år blev skudt i maven uden for en café på Kappelvænget 6 i det vestlige Aarhus.

Efterfølgende blev de alle anholdt på sygehuset og kørt til politigården. De blev dog alle løsladt igen.

Flere vidner i sagen skal afhøres onsdag. B.T. følger sagen.