Sagen mod den 25-årige BN, der er tiltalt for grove sexkrænkelser af 10 piger herunder flere voldtægter, tog her til formiddag en ganske uventet drejning.

Under en pause rendte den tiltalte rundt på gangene i retsbygningen i Sønderborg, og her skete så det som bare ikke må ske. 

Offer og gerningsmand mødte hinanden. Pigen, der hævder at hun sidste år som 15-årig blev bundet nøgen til en stol og tvunget til at røre BNs lem, stod derfor grædende på gangen, mens retspræsidenten pludselig fik travlt med at få den tiltalte sendt ind i et rum.

Pigens bistandsadvokat, Joan Vollertsen, var rasende, og at manden kunne rende rundt alene i retsbygningen. 

- Det her må ikke ske, det skete også under den sidste sag mod ham, og det er bare ikke i orden. Det skal ikke ske igen, sagde hun bestemt til BTs reporter i retten. 

Pigen blev kort efter ført ind i retssalen for at vidne for lukkede døre. Af hensyn til pigen blev den tiltalte under pigens vidneudsagn ført ind i et lytterum.

25-årige BN blev så sent som i februar 2011 idømt fængselstraf ved byretten i Sønderborg for flere lignende overgreb mod små piger. En straf der i august 2011 gav et år og ni måneders fængsel ved landsretten. Mens ankesagen kørte, valgte man dog ikke at varetægtsfængsle ham, og flere af de overgreb han nu er tiltalt for, er begået i denne periode. 

Der forventes at falde dom i sagen den 27. november.