Kan tage flere måneder, før der kommer svar: Tog flyttes 7:30
I alt kom 17 personer til skade ved ulykken ved togulykken på lokalbanen Gribskovbanen i Nordsjælland.

I alt kom 17 personer til skade ved ulykken ved togulykken på lokalbanen Gribskovbanen i Nordsjælland.

Allerede kort efter, den alvorlige togulykke torsdag morgen fandt sted i Nordsjælland, begyndte folk at spekulere over, hvad årsagen kunne være.
Men svaret på det spørgsmål kan være længe om at komme frem.
Det forklarer Bo Haaning, der tidligere har været chef for jernbaneenheden i Havarikommissionen, i et interview med DR.
For selve efterforskningsarbejdet i den slags sager kan være så omfattende, at det kan tage måneder, før man kan fremlægge en konklusion:
»Det er ligesom at samle et puslespil, og nu skal Havarikommissionen finde brikkerne. Det er yderst sjældent, at det bare er én fejl, som giver sådan en frygtelig ulykke. Det er som regel flere fejl, der sammenlagt giver denne ulykke,« forklarer han til DR.
Bo Haaning forklarer videre til mediet, at man normalt forsøger at få afsluttet en undersøgelse inden for et år.

Det er dog også en mulighed, at kommissionen kan fremlægge en foreløbig rapport efter nogle måneder, vurderer han.
To tog stødte torsdag morgen frontalt sammen på lokalbanen Gribskovbanen i Nordsjælland, og en omfattende redningsindsat blev derefter skudt i gang,
I alt kom 17 personer til skade ved ulykken.
Torsdag aften lød meldingen, at ti personer fortsat er indlagt.
Ud af dem meldes fem endnu at være i kritisk tilstand.
Fredag morgen klokken 7.30 flyttes de to tog efter planen fra skinnerne.
Det skriver TV 2.
Ifølge mediets oplysninger vil det tage tre til fire timer at få togsættene ind til Hillerød.
Der kører togbusser på strækningen frem til fredag klokken 14.