Kender du manden på billederne herover?

I givet fald vil Østjyllands Politi gerne i kontakt med dig.

Manden er mistænkt i en sag fra august, hvor han angiveligt sammen med en anden mand udsatte en 18-årig mand for røveri.

I en baggård ved Badstuegade blev den 18-årige frarøvet et par sko og to sølv halskæder.

Den ene af gerningsmændene er blevet anholdt og varetægtsfængslet, men det er endnu ikke lykkedes at få fat på den anden.

Derfor offentliggør Østjyllands Politi nu overvågningsbilleder af ham i håb om, at der er borgere, der ved, hvem han er.

Han beskrives som mellem 20 og 22 år gammel. 180 centimeter høj. Han er muskuløs med store overarme og brede skuldre. Lys i huden og med brunt, kort hår, som var tætklippet i siderne.

Han talte dansk med accent.

Under røveriet bar han guldbriller med klart glas og var iført en mørkeblå, langærmet t-shirt af mærket Moncler og et par jeans.

Ved du hvem han er, så kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.