Østrigsk ekspert-kommission, der har kulegravet efterforskning af Natascha Kampusch' bortførelse, kritiserer politiet, men frikender politikere.

Østrigs indenrigsminister, Günther Platter, fik i dag overrakt en rapport fra en ekspertkommission, som siden februar har kulegravet politiets efterforskning i sagen om Natascha Kampusch, der som 10-årig i 1998 blev bortført på vej i skole og først i 2006 undslap fra sin bortfører, der begik selvmord.

Indenrigsministeriet bad 10 eksperter kulegrave politiets 166 sagsmapper om Kampusch' bortførelse og flugt, efter at en tidligere politichef havde beskyldt ministeriet for forpurre forsøg på at få opklaret eventuelle politifejl.

Men rapporten fastslår, at der ikke er noget, der tyder på, at politikere prøvede at lægge låg på sagen.

Dog mener kommissionen, at der stadig er en del ting, der kan kastes lys på rent politimæssigt, og at politiet undlod at efterforske vigtige tip.

Ifølge det tyske magasin Stern bliver efterforskningen genoptaget som følge af rapporten, fordi politiet har fået nye informationer om, at bortføreren havde en medgerningsmand.

Oplysningerne dementeres af anklagemyndigheden i Wien.



/ritzau/