Midt- og Vestsjællands Politi efterlyste tirsdag en 31-årig mand i forbindelse med et drabsforsøg. Nu har han meldt sig selv.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

'Den eftersøgte henvendte sig selv til Københavns Politi og blev anholdt uden dramatik', lyder det i en pressemeddelelse.

I forsøget på at finde den 31-årige mand bestormede politiet tidligere tirsdag eftermiddag en lejlighed på Mølle Allé 19 i Valby.

»Vi er i gang med at søge efter en mistænkt person i forbindelse med et drabsforsøg mandag i Roskilde. Vi regner med, at vi snart har fået personen i vores varetægt,« sagde efterforskningsleder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Bjarke Kirkegaard, i den forbindelse til BT.

I efterlysningen af den eftersøgte mand beskrev politiet den 31-årige som farlig og advarede mod at tage kontakt til ham, hvis man så ham.

Skudt i skulderen

Den 31-årige er nu blevet anholdt og sigtet for et drabsforsøg mandag aften. Politiet fik omkring kl. 21.55 mandag en anmeldelse om, at den 31-årige mistænkte havde skudt en 39-årig mand på et bosted på Sct. Hans Hospital på Søndre Alle i Roskilde.

Her havde den 39-årige mand fra Roskilde opholdt sig sammen med flere andre og personalet på et fællesareal, hvor han angiveligt blev opsøgt af den 31-årige, som uden varsel skød én gang med kort afstand mod den 39-årige. Han blev ramt i sin ene skulder, men formåede sammen med personalet at søge tilflugt i et nærliggende lokale, hvor de forskansede sig, skriver Midt og Vestjællands Politi i en pressemeddelelse.

Endnu et skud blev affyret mod lokalet, hvor de forskansede sig, men ingen blev ramt eller kvæstet som følge af det andet skud.

Den mistænkte flygtede efterfølgende fra stedet på ukendt måde og i ukendt retning.

Den kvæstede blev bragt til et hospital til behandling for alvorlige kvæstelser i sin ene skulder. Hans tilstand betegnes som stabil, og han er uden for livsfare.