Én sætning gik igen, da en 23-årig mand tirsdag afgav forklaring ved Retten i Odense i en sag, hvor han sammen med sin tvillingebror og en ven er tiltalt for blandt andet at bedrage mænd på nettet for flere hundrede tusinde kroner.

Adskillige gange svarede den hovedtiltalte tvillingebror:

»Det kan jeg ikke huske.«

Ifølge anklageskriftet foregik bedrageriet ved, at tvillingebroren under forskellige kvindenavne foregav at ville være kæreste med mænd, han fandt og skrev sammen med på en online chatside.

Her skulle han som 'Kathrine Jensen' have lånt penge af mændene under dække af, at 'hun' for eksempel manglede penge til mad eller skulle betale regninger, og på den måde fik de tiltalte i den tid, bedrageriet stod på, overført beløb på alt mellem én øre og 9.000 kroner via MobilePay.

Én af mændene skulle ifølge anklageskriftet på den måde have lånt 'Kathrine Allan Jensen' i alt 201.300 kroner fordelt på 28 forskellige pengeoverførsler.

I et andet tilfælde skulle tvillingebroren have udgivet sig for at hedde 'Laura', hvorefter en mand fra chatsiden ad 30 gange overførte i alt 31.060 kroner.

Derudover er tvillingebrødrene og vennen tiltalt for at have misbrugt en andens MobilePay, oprettet en konto i en anden mands navn for derefter at overføre 87.000 kroner til sig selv – og for i adskillige tilfælde at have snydt folk på nettet ved blandt andet at sælge brugte iPhones, som køberne aldrig fik.

Da retten tirsdag morgen var klar til at tage hul på sagen, som rummer 40 anklagepunkter, var den ene tvillingebror som den eneste af de tre tiltalte til stede.

Først efter knap halvanden times stille venten dukkede den hovedtiltalte tvillingebror op, mens den tredje tiltalte helt udeblev.

Alligevel gik retssagen i gang, og den hovedtiltalte fik som den første lejlighed til at fortælle sin side af sagen.

Hans forklaring om de mange forhold, han er tiltalt for at have begået i 2017 og 2018, var dog fåmælt.

Han erkendte at have skrevet med fremmede mænd på en chatside, og undervejs i sin forklaring blev han konfronteret med udskriften af en række korrespondancer, hvoraf det fremgik, at en mandlig beboer på et bosted i Nykøbing Sjælland var blevet bedt om at udlevere billeder af sit pas, hævekort og NemID.

'Skat, kan du ikke bare give mig dine oplysninger, så kan jeg selv sidde og låne?' skulle han have skrevet.

I retten bekræftede den 23-årige, at han havde fået udleveret oplysningerne af den pågældende mand, men da han blev spurgt om, hvad han ville bruge oplysningerne til, svarede han:

»Det kan jeg ikke huske.«

Konfronteret med, om han skulle have oprettet en konto i den pågældende mands navn, svarede den 23-årige:

»Det kan jeg ikke huske.«

Hvad han til gengæld godt kunne huske, var, at han omkring august 2017, hvor dele af bedrageriet skulle være foregået, blev smidt ud hjemmefra, hvorfor han levede af SU og lidt arbejde.

Ifølge anklageskriftet skulle den 23-årige flere gange i de følgende måneder have brugt personlige oplysninger fra den føromtalte mandlige beboer på et bosted til at oprette og bruge kredit hos Viabill.

Kreditten skulle ifølge anklageren blandt andet være brugt til at bestille pizza, sodavand, øl, chips og cigaretter fra onlinekiosken.dk og hungry.dk.

Selv erkendte den 23-årige at have brugt mandens konto, men nægtede at have oprettet kredit i mandens navn.

»Jeg kan ikke huske de forskellige bestillinger fra Viabill,« sagde han.

I samme periode skulle den tiltalte have brugt den pågældende mands bruger på Bet 365 og overført penge mellem brugeren, mandens bankkonto og sin egen konto, så han selv kunne hæve 6.148,37 kroner.

Heller ikke det kunne den 23-årige dog huske noget om.

Under forklaringen blev han spurgt af sin forsvarer, hvordan han mødte den pågældende mand.

»Jeg havde oprettet en profil på en eller anden chatside,« sagde han og forklarede, at der på siden var en liste af navne.

»Jeg kan ikke huske, om det var mig, der tog kontakt til ham, eller ham, der tog kontakt til mig.«

Desuden fortalte han, at han havde betalt lånte penge tilbage til manden, og at han aldrig havde besøgt manden på hans adresse.

»Den eneste gang, jeg har set (mandens navn, red.), var i retten sidste gang.«

Der forventes at falde dom i sagen 30. juni.