Den livløse mand blev med eskorte bragt til Rigshospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.

To kajakroere fandt søndag formiddag en livløs mand i vandet ud for Kastrup Digevej.

Det oplyser Københavns Politi, der blev alarmeret klokken 11.15.

- Han blev fundet ud for DSB's servicecenter, og der er mange hegn, som gav os nogle udfordringer med at komme ud til ham, fortæller vagtchef Dyre Sønnicksen.

Det lykkedes en redningsbåd fra Københavns Lufthavn at komme ud til manden og få ham bragt i land. Her stod en ambulance og en akutlæge klar til at yde førstehjælp.

- Han bliver kørt til Rigshospitalet med eskorte, men hans liv står ikke til at redde, og klokken 12.16 bliver han erklæret død, siger Dyre Sønnicksen.

Mandens cykel blev fundet på Kastrup Digevej, men politiet ved søndag eftermiddag ikke, hvordan han er havnet i vandet.

- Alt tyder dog på, at der er tale om en ulykke, siger vagtchefen.

Den afdøde er ved 13-tiden endnu ikke identificeret med sikkerhed.

/ritzau/