Et kærestepar fra Højslev i Skive blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger i Retten i Herning.

Sagen er nemlig den, at de to er sigtet for 29 forhold, hvor de systematisk over flere måneder er brudt ind i pakkebokse og stjålet pakker.

Tyverierne er sket i blandt andet Herning og Viborg.

Det skriver TV Midtvest.

»Vi mener, det har karakter af at være planlagt og organiseret,« siger Mette Olesen, der er anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi, til mediet.

Kæresteparret har angiveligt stjålet pakker med indhold, der har været nemt at afsætte til store pengebeløb efterfølgende.

Det kommer blandt andet til udtryk i et af forholdene, hvor der er stjålet pakker til en værdi af 19.000 kroner.

I det tilfælde var det blandt andet uldfrakker. Politiet har dog endnu ikke kortlagt den samlede værdi af tyverierne.