Politiet har i øjeblikket gang i en eftersøgning af en mand, efter to personer er kommet til skade og har fået behandling på hospitalet.

Det skriver TV Midtvest.

Tidligere søndag nær Sønder Felding i Herning Kommune er en kvinde blevet slået med en mukkert, mens en mand er blevet stukket med kniv i maven og ansigtet.

Begge er uden for livsfare.

Politiet kender identiteten på den formodede gerningsmand, men det har endnu ikke været muligt at få fat i ham.

Motivet for overfaldet er ukendt.

Men ifølge politiet tyder alt på, at de to forurettede havde aftalt et møde med den formodede gerningsmand. Alle tre personer er kendt af politiet i forvejen.

Hvad det møde gik ud på, kan politiet ikke sige med sikkerhed endnu, siger vagtchef Jens Claumarch til B.T.

»Vi skal afhøre de involverede først,« siger han.

Han tilføjer dog, at de forurettede – som er kærester – ankom på en landejendom, hvor de havde aftalt at mødes med den mistænkte. Og det var også her, at volden opstod.

»De kørte selv fra stedet efter volden og alarmerede så os 10-12 kilometer fra stedet.«

Kvinden er blevet udskrevet fra hospitalet, mens manden fortsat er indlagt. Hans tilstand er stabil.

Politiet fortsætter eftersøgningen af den forurettede, lyder det til slut.