Et kærestepar fra Næsby i Odense er blevet idømt tre måneders betinget fængsel for forsikringssvindel.

Da en 27-årig mand i januar sidste år brød ind i parrets hjem, var de nemlig ikke uvidende om, at det ville ske – langt fra.

Ifølge TV 2 Fyn havde parret efter aftale med den 27-årige mand, som var en af deres venner, åbnet skuffer og rodet rundt i inventaret i deres hjem for at få det til at ligne et indbrud.

Derudover havde de fjernet deres Audi, tv, højttalere og anden elektronik for i alt 95.000 kroner, som det dermed skulle ligne, at 'tyven' havde stjålet, da han brød ind i lejligheden med et koben og forlod den gennem fordøren.

Parret og deres vens plot var dog dømt til at gå galt. Et anonymt vidne havde nemlig allerede inden 'indbruddet' henvendt sig til Fyns Politi og fortalt om trioens planer.

Da politiet kort efter 'indbruddet' aflagde den 27-årige 'tyv' et visit, tilstod han da også bedrageriet med det samme.

Tilståelsen var dog ikke helt lige så let at få ud af manden i parret, som nægtede sig skyldig, da politiet kontaktede ham første gang. Faktisk var han så overbevist om, at han kunne slippe afsted med sin plan, at han efter at have talt med politiet gik hjem og sendte anmeldelsen om tyveri for 95.000 kroner til sit forsikringsselskab.

Onsdag var sagen dog for Retten i Odense, og her var manden tilsyneladende kommet på andre tanker. Han tilstod nemlig, at indbruddet var arrangeret med det formål at få udbetalt en stor forsikringssum.

Både manden, kvinden og deres ven er blevet idømt tre måneders betinget fængsel for forsikringssvindel.