Et kærestepar på 30 og 39 år var på fri fod, men så fandt et vågen borger det kokain, de havde forsøgt at gemme i et skovområde i Bagsværd.

Parret havde formentlig tænkt, at det halve kilo kokain lå godt gemt i den lille beholder der ude, men sådan gik det ikke.

Borgeren kontaktede politiet, og efter kort efterforskning blev kæresteparret onsdag anholdt af politiet, skriver Lokalavisen.

Under grundlovsforhøret var heldet heller ikke med dem. Anklagemyndigheden valgte at gå efter en såkaldt straksdom.

Kæresteparret, en mand og en kvinde, var tiltalt for at have opbevaret 484,52 gram kokain med henblik på narkosalg. Og samme dag fik de så deres dom.

Manden blev idømt tre år og tre måneders fængsel og kvinden blev idømt tre års fængsel. Afsoningen begynder fredag.

»Den gode borgers henvendelse for en uges tid siden, har i dag medført en markant dom. Der er grund til at rose borgeren, der kontaktet politiet i denne sag,« siger anklager Michelle Lindegaard ifølge Lokalavisen.