Bølgerne gik højt natten til søndag, da et kærestepar, der var ude for at nyde nattelivet i Svendborg, kom op at skændes.

Faktisk udviklede skænderiet sig sådan, at det endte med at gå ud over personalet, som arbejder på værtshuset, hvor parret befandt sig.

Personalet havde forsøgt at stoppe parrets kontrovers, men det fik bare de unge mennesker til at se rødt.

»Tre af personalet blev involveret, og der blev sparket, kradset og slået,« siger vagthavende ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen.

Han fortæller, at episoden fandt sted på en beværtning i Frederiksgade i Svendborg, og de to anholdte, en 26-årig mand og en 24-årig, først blev smidt ud fra stedet og derefter røg i detentionen.

Parret befinder sig nu i politiets varetægt i Odense, og de har fået lov til at sove rusen ud og skal senere afhøres, når de er kommet til sig selv igen.

Hans Jørgen Larsen siger, at han ikke kan afsløre konkret, hvilket værtshus der er tale om.

Vagtchefen siger desuden, at natten til lørdag har været forholdsvis stille på Fyn.

Der var fem anholdte, hvoraf én var en mand, der forsøgte at stjæle en mikserpult.

Han kom dog ikke langt i sine bestræbelser, for han blev anholdt kort efter i Vestergade i Odense, hvor han modtog en straksbøde, oplyser vagthavende.