Sent lørdag aften blev politiet alarmeret, fordi en mand gik rundt på gaden i Nykøbing Mors, med hvad der lignede et knivstik i låret.

Politibetjentene opdagede, at også mandens kæreste var hårdt medtaget – men at det ikke var et almindeligt knivstikkeri, de havde med at gøre.

Derimod var kæresteparret efter politiets bedste overbevisning gået til angreb på hinanden med en kartoffelskræller inde i deres lejlighed, skriver TV Midtvest.

Stikkene med kartoffelskrælleren var blot kulminationen på det unge kærestepars voldsomme skænderi.

Da patruljen fra Midt- og Vestjyllands Politi kom ind i deres lejlighed, var den fuldstændig raseret.

Møblerne lå hulter til bulter, og flere steder var der blod.

»Det er jo et eller andet i deres samliv, der er gået galt, og så er de kommet op at toppes. De har været oppe at slås i lejligheden, og hvem der har stukket først, det ved vi ikke endnu,« siger vagtchef Ole Vanghøj til TV Midtvest.

Værst var det gået ud over mandens 20-årige kæreste, som blev fundet inde i lejligheden.

Hun havde fået seks stik i overkroppen, maven og albuen og havde også skader i ansigtet.

Kvinden er stadig indlagt på sygehuset i Viborg, men meldes uden for livsfare.

Hendes 26-årige kæreste er sigtet for kvalificeret vold.

Parret er en del af misbrugsmiljøet og er i forvejen kendt af politiet.