Lyt til artiklen

En fynsk familie kunne natten til fredag se en del af deres landejendom gå op i flammer.

Branden brød ud i en stald på gården på Teglværksvej ved Gudme.

Stalden ligger i forlængelse af stuehuset.

Heldigvis bredte flammerne sig ikke til familiens beboelse, skriver Fyens.dk.

»Da brandvæsenet ankom til stedet, væltede flammerne ud af stalden. Stuehuset og stalden ligger ikke adskilt, så brandvæsenet kæmpede med at redde stuehuset, hvilket heldigvis lykkedes,« siger Henrik Krøjgaard, vagtchef ved Fyns Politi, til avisen.

Familien slog selv alarm, og ingen – hverken mennesker eller dyr – kom alvorligt til skade.

Politiet mener, at branden opstod i et fyr, som ligger i stalden.