Kæmpe snyder: Kaldte sig Sofia og Lærke
Kvinde på 21 år betragtede sine svindelopkald til ældre som et arbejde, siger hun i Københavns Byret.
Kvinde på 21 år betragtede sine svindelopkald til ældre som et arbejde, siger hun i Københavns Byret.
Fra callcentre i Tyrkiet, Dubai og Thailand ringede en ung kvinde op til både ældre og til foreninger rundt om i Danmark for at manipulere dem og få fat i deres penge.
Det tilstår hun mandag i et retsmøde i Københavns Byret.
Samlet løb det op i bedragerier for næsten 5,8 millioner kroner. Ofrene i sagen tabte 4 millioner kroner.
- Det er jeg superked af, siger den 21-årige kvinde med spag stemme, da hun bliver spurgt om sine overvejelser om konsekvenserne.
I telefonen var hun "Sofia Holm" eller "Lærke Kvist" fra Rigspolitiets it-afdeling.
Typisk fik de ældre en alarmerende besked. En svindelsag var under efterforskning, og derfor var det nødvendigt at sikre de ældres kreditkort.
Derefter kom et bud og hentede kortene.
Under afhøringen omtaler den unge kvinde, der har langt blondt hår og er iført grå joggingbukser og en beige striktrøje, sine aktiviteter som et arbejde.
Hun var beskæftiget af tre forskellige mænd. Da hun ringede op, havde hun et manuskript foran sig. Ved at tjekke Krak og 118 gik hun efter navne, som er typiske for ældre kvinder.
Kriminaliteten stoppede i april. Anholdelsen foregik i Københavns Lufthavn 11. april, da hun var ved at boarde et fly til Thailand. Hun havde været i Danmark for at hente medicin.
- Det er en yderst grov og kynisk sag, vi behandler i dag, siger anklager Eva Dal Jørgensen fra Københavns Politi.
Efter fradrag af en rabat for at tilstå bør straffen være ubetinget fængsel i to år og otte måneder, mener hun.
Forsvareren beder derimod om en mildere straf. Dommen afsiges på torsdag.
RITZAU