Efterforskningen af skyderiet i Field's er nu i sin afsluttende fase.

Det oplyste anklager ved Københavns Politi Søren Harbo under et retsmøde i Københavns Byret torsdag eftermiddag.

Han fortalte også, at han forventer at have et anklageskrift klar omkring jul, og dermed er en historisk retssag på vej.

På retsmødet oplyste anklager Søren Harbo, at politiet har afhørt 254 vidner efter skyderiet i Field's.

Han fortalte også, at politiet har færdiggjort en video, der viser det samlede hændelsesforløb på baggrund af videoovervågning fra Field's. Videoen skal afspilles under hovedforhandlingerne.

Ved skyderiet i Field's 3. juli mistede tre personer livet, og syv blev såret.

Angrebet er et af de mest alvorlige i Danmark, og det kommer den kommende retssag også til at bære præg af.

»Det er ganske omfattende det her, og jeg vil også inddrage statsadvokaten i det,« sagde anklageren i byretten.

Han fortalte videre, at politiet mangler at afhøre fire vidner, som de ikke har kunnet få fat i indtil nu, og så forventes mentalerklæringen af den formodede gerningsmand at ligge klar i denne måned.

Under torsdagens retsmøde blev der taget stilling til, om den formodede gerningsmand skulle have forlænget sin varetægtsfængsling.

Den 22-årige har siddet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling siden skyderiet 3. juli.

Indtil nu er fristforlængelserne sket frivilligt, men torsdag ville den sigtede og hans forsvarer gerne have et retsmøde for at blive klogere på, hvor efterforskningen stod, og hvornår anklagemyndigheden regnede med, at sagen kan komme for retten.

Derfor kom der for første gang nye hidtil ukendte detaljer fra angrebet frem under retsmødet.

Blandt andet at den sigtede tilsyneladende havde planlagt skyderiet.

Varetægtsfængslingen blev forlænget frem til 1. december med henvisning til, at der er frygt for, at den sigtede kan begå ny, ligeartet kriminalitet, hvis han løslades.