19 politibiler jagtede natten til onsdag en 37-årig mand på tværs af Sjælland.

Manden kørte fra Storebælt til København - sidste del af turen på punkterede dæk - før det lykkedes politiet at stoppe ham.

Politijagten begyndte omkring 01:55 tirsdag nat, da manden i sin varebil kørte gennem betalingsanlægget på Storebæltsbroen uden at betale.

Det fortæller vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Søren Østervig, til bt.dk.

En patrulje forsøgte at stoppe ham omkring Slagelse, men manden kørte bare videre ad motorvejen for fuld drøn.

Da han kørte hurtigst, lå han på omkring 140 km/t.

Flere politibiler kom til, men manden nægtede stadig at stoppe. Faktisk prøvede han på et tidspunkt at køre ind i den patruljebil, der kørte foran ham, fortæller vagtchefen.

- Da vi var flest, havde vi 13 biler efter ham og seks patruljer, der lå i periferien og var forberedte på, hvor han kunne finde på at køre hen, fortæller vagtchefen.

Han understreger, at der på intet tidspunkt var fare for de andre trafikanter.

- Heldigvis var der meget lidt trafik på motorvejen, og derfor var vores første prioritet også at få ham stoppet, før han nåede ind i København, siger Søren Østervig. 

Da manden nåede omkring Køge, forsøgte politiet at stoppe ham med sømmåtter, men selv om han punkterede på både højre for- og baghjul, kørte han ufortrødent videre ad Køge Bugt Motorvejen. Nu dog med en nedsat hastighed på omkring 90 km/t.

- Han kørte faktisk på fælgene helt ind til Holbæk Motorvejen ved Folehaven. Til sidst var fælgene slidt helt ned til bremseskiverne, fortæller vagtchefen.

Næsten tre kvarter senere - omkring Hvidovre og Folehaven overgav manden sig. Han stoppede bilen og blev anholdt.

- Vi har en stærk mistanke om, at han var påvirket af euforiserende stoffer.

Søren Østervig fortæller, at den 37-årige nu kan se frem til en sigtelse for hasarderet kørsel, hærværk mod betalingsanlægget, manglende betaling over broen, forsøg på at skade betjente i tjeneste og for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer.

Søren Østervig fortæller, at manden ikke er kendt af politiet i forvejen, og derfor undrer det lidt, at han i den grad forsøgte at undgå at blive stoppet af politiet.

- Han har ikke nogen forklaring på sin adfærd. Han var mildest talt ikke særlig samarbejdsvillig, da han kom til politistationen i Næstved, siger vagtchefen.

- Nu skal han afhøres i løbet af formiddag, og så må vores jurister afgøre, om han skal fremstilles, siger Søren Østervig og tilføjer,at der under alle omstændigheder venter manden et retsligt efterspil og en straf.