En tilsyneladende simpel politiforretning udviklede sig onsdag formiddag pludselig dramatisk.

Det betød blandt andet frygt blandt lærere og elever på et nærliggende gymnasium.

»En politipatrulje skulle ved 10-tiden anholde en mand på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg i forbindelse med en voldssag. Da betjentene får kontakt med manden, tager han fat i en pistol, så patruljen straks trækker sig tilbage og tilkalder assistance.« oplyser vagtchef Dyre Sønnicksen til B.T.

»Patruljens anmeldelse om pistolen får vi klokken 10.10, og derefter behandler vi situationen efter vores koncepter for den slags. Det betyder blandt andet en større udrykning med svært bevæbnede politifolk, som godt kan se lidt voldsomt ud og ikke kunne undgå at vække en vis opsigt i området,« tilføjer vagtchefen.

Blandt andet bemærkede elever og ansatte på det nærliggende Falkonergården Gymnasium på Sønderjyllands Allé de mange tungt bevæbnede betjente i indsatsdragter og nåede at blive bekymrede for, om det kunne have sammenhæng med gymnasiet.

»Derfor udsendte vi så hurtigt som muligt et tweet om situationen, som dog kl. 11.25 endte fredeligt, efter at en tilkaldt forhandler havde formået til at få den 34-årige mand til frivilligt at overgive sig og blive anholdt. Han er nu på vej til stationen for at blive afhørt mere indgående – både om pistolforholdet og den oprindelige voldssag,« oplyser vagtchef Dyre Sønnicksen.

Samtidig er mandens lejlighed blevet ransaget for at undersøge, hvad han eventuelt lå inde med af betydning for våbenforholdet.

Københavns Politi oplyser desuden, at der nu vil være nærpoliti i området for at tale med borgere og berolige dem, da aktionen umiddelbart kan have set voldsom ud.

Den 34-årige mand er ifølge B.T.s oplysninger i forvejen godt kendt af politiet i forskellige sammenhæng.