Betjente, hundepatruljer og hjemmeværnet i Nordjylland ledte på fuld tryk efter den 92-årige kvinde, som har været forsvundet siden søndag eftermiddag.

Mandag formiddag oplyser Nordjyllands Politi, at kvinden er fundet død omkring 500 meter fra plejecenteret Sofiegården, hvor hun søndag forsvandt.

'Nordjyllands Politi har ledt intensivt efter en 92-årig kvinde, siden hun gik fra Plejecentret Sofiegården i Aalborg søndag. Kvinden er nu fundet – der blev ydet førstehjælp, men desværre stod hendes liv ikke til at redde. De pårørende er underrettet,' skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

Den ældre kvinde forlod plejehjemmet i Aalborg, hvor hun bor, søndag først på eftermiddagen, og siden har politiet søgt efter hende.

I løbet af natten har politiet fået hjælp af både hundepatruljer og hjemmeværnet, i håbet om at finde kvinden i god behold, men desværre stod hendes liv ikke til at reddde.

Nordjyllands Politi har blandt andet fået assistance fra hundepatruljer fra både Østjylland og Midt- og Vestjylland.

Kvinden var dement og kunne derfor ikke tage vare på sig selv.

Politiet havde søndag oprettet et midlertidigt operationscenter ved plejehjemmet og overvejede at sætte en helikopter ind i løbet af dagen.

Det var dog ikke muligt på grund af tåge.