Lørdag aften udviklede en julefrokost med omkring 300 deltagere i den lille by Frifelt syd for Ribe sig pludselig dramatisk.

Her endte flere personer med at komme til skade efter en eksplosionsbrand.

Det skriver JydskeVestkysten.

Omkring klokken 21 blev en cigaret tændt nær en gasflaske, som eksploderede og forårsagede eksplosionsbranden.

Tre personer kom til skade og måtte tilses i en ambulance på stedet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har en mistanke om, at en beskadiget ventil kan have skabt en læk i gasflasken.

Intet tyder derimod på, at der lå en forsætlig handling bag eksplosionsbranden.

Gasflasken befandt sig på en truck, som gik op i flammer, men heldigvis nåede ilden ikke at sprede sig til den nærliggende idrætshal, hvor julefrokosten fandt sted.