En lærer på CPH Business i København er blevet anholdt onsdag formiddag, mens han var på arbejde.

»Jeg kan bekræfte, at der er en medarbejder, der er blevet anholdt i formiddags i vores afdeling i Nansensgade. Hvad han er anholdt for, kan jeg ikke sige noget om,« siger Lars Brejnrod, ressourcedirektør i CPH Business, til B.T.

B.T. har været i kontakt med en elev, der overværede anholdelsen.

»Det var lidt voldsomt. Vi sad som studiegruppe, da PET pludselig kommer ind.«

»Der kommer syv mand ind - civilklædte - og går ind til ham og sætter ham i håndjern. 'Du er anholdt', siger de og tager handsker på. Bagefter ransager de hans computer.«

»Vi sad som eneste gruppe i et klasselokale, så da de kom ind, tænkte jeg: 'Hvad fanden foregår der?' - er det her en polterabend?« siger eleven til B.T.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Kontakt journalist Sebastian Bjerring Jensen på sebj@bt.dk.

Københavns Politi ønsker ikke at udtale sig om sagen og kan derfor ikke bekræfte, at anholdelsen relaterer sig til den terror-sag, der kom frem i lyset tidligere onsdag.

Her slog PET og Københavns Politi til flere steder i Storkøbenhavn og anholdt to personer for medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet. Sagen omhandler indkøb og levering af genstande, bl.a. droner, som skulle bruges til kamphandlinger, fra Danmark til Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Ifølge DR's oplysninger hænger anholdelsen imidlertid sammen med terror-sagen. Den anden anholdte arbejder ifølge samme medie i cykelbutikken 69Cykler på Tagensvej på Nørrebro, der også blev ransaget tidligere onsdag.