Onsdag aften endte yderst dramatisk i Viby J.
Her blev en mand ramt i låret af knivstik.
Men det slutter ikke her. Gerningsmanden formodes at være den samme, som tidligere er efterlyst for røverier mod en buschauffør og en taxahcauffør.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Anmeldelse tikkede ind klokken 19.47. Den lød på, at en 26-årig mand var blevet ramt i låret af en kniv på en parkeringsplads.
Episoden fandt sted, da den 26-årige kom gående ud med skrald. Her blev han skubbet omkuld af en ukendt mand, og da han forsøgte at rejse sig igen, blev han ramt i låret af en kniv, hvorefter gerningsmanden løb fra stedet.
Den 26-årige blev tilset på hospitalet, men kom ikke kritisk til skade.
Østjyllands Politi efterlyste i tirsdags en gerningsmand til et knivrøveri mod en buschauffør i Højbjerg samt mod en taxachauffør i Viby J.
Beskrivelsen af gerningsmanden passer på signalementet fra episoden i Viby J i går aftes, og Østjyllands Politi mistænker, at det er den samme gerningsmand, der kan stå bag overfaldene.
Gerningsmanden beskrives som:
Mand
20-30 år
Omkring 175-185 cm høj
Spinkel til almindelig af bygning
Mørk i huden
Talte dansk med accent
Iført sort tøj og maskering med hul til øjnene
'Vi har de seneste døgn arbejdet på højtryk på at få identificeret gerningsmanden, men det er på nuværende tidspunkt ikke lykkedes. Vi anser overfaldene for dybt alvorlige, og der er tale om en meget grov forbrydelse, når man anvender kniv til overfald og røverier,' siger efterforskningschef Flemming Nørgaard.
'Derfor beder vi alle, der kan have oplysninger om gerningsmanden, om hjælp. Vi har lige nu et meget spinkelt signalement, men vi håber, at nogen i lokalområdet kan genkende billeder eller signalement, og vi vil meget gerne høre fra dem.'

