Tirsdag aften brød en voldsom brand ud i en større ejendom i byen Sommersted i Sydjylland.

Bygningen hører til en landejendom og er ubeboet.

Vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ivan Gohr Jensen, oplyser onsdag morgen, at branden er kommet under kontrol.

»Brandvæsnet er måske fortsat til stede derude til noget efterslukning, men vi er færdige på stedet,« fortæller han.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med branden.

»Intet tyder på, at mennesker eller dyr er involveret,« fortalte vagtchefen tirsdag aften.

Politiet og beredskabet var dog massivt til stede, da branden var meget voldsom.

Hvad der startede branden, er for tidligt at sige.

»Vi kender ikke brandårsagen endnu. Vi skal have en brandtekniker ud og kigge på det senere,« fortæller Ivan Gohr Jensen.