I videoen over artiklen kan du se den milliondyre bil blive vist frem i en reklame for Maserati.

Ved du noget om sagen, så skriv til chans@bt.dk

Selvom det nu snart er to døgn siden, at en 59-årig mand blev snuppet med en gedigen promille i sin bil, er han nok endnu ikke sluppet for de tømmermænd, hans brandert har medført.

For selv hvis alkoholen efterhånden er dampet af, må det gøre ondt på den 59-årige at vide, at hans milliondyre luksusbil ser ud til at blive taget fra ham på grund af sin skødesløse handling.

Fredag blev han ved 13.15-tiden set slingre i sin bil i Hillerød, hvorefter en opmærksom person anmeldte kørslen til politiet for mistanke om spirituskørsel, skriver sn.dk.

Omkring en halv time senere fandt en patrulje bilen, der skulle vise sig at være en Maserati Granturismo, parkeret i den nordsjællandske by. Inde i den luksuriøse italienske sportsvogn sad en 59-årig mand og sov med nøglerne i tændingslåsen, oplyser vagthavende Jesper Hansen, Nordsjællands Politi, til mediet.

Gentagne pust i alkometret gav et udslag på 2,1 promille, og det kan derfor vise sig, at det har været en særdeles bekostelig druktur, den 59-årige har været på.

»Når man kører bil med en promille på over 2,1, kan politiet beslaglægge bilen, også når det sker første gang. Ved en promille på 1,6 mister man kørekortet, ubetinget. Manden er ikke enig, og derfor skal retten tage stilling til, om bilen bliver beslaglagt,« siger Jesper Hansen til sn.dk.

Anklagemyndigheden har nu indbragt konfiskationen af bilen for retten.

Ifølge FDM's bildatabase ligger nyprisen for en Maserati Granturismo på godt 2,4 eller 2,6 millioner kroner, afhængigt af model.