I alt er den 30-årige mand tiltalt for at have udsat 26 ofre for adskillige tilfælde af voldtægt, vold, krænkelser og ulovlig tvang.

TikTok-manden, som den tiltalte er kendt som, er nu blevet tiltalt i et 11 sider langt anklageskrift med hele 36 forhold.

Det fremgår af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, at fire af ofrene var mindreårige, da de blev udsat for voldtægter eller andre seksuelle overgreb.

Ligeledes blev flere af den nu 30-åriges mands ofre udsat for flere forbrydelser samtidig og over længere perioder.

I et af forholdene bliver det beskrevet, at en mindreårig pige blev frihedsberøvet på et kollegie. Sammen med en anden gerningsmand, der var mindreårig på gerningstidspunktet, hængte de den mindreårige pige op på en trappe i nogle reb.

På kollegieværelset blev hun over flere dage udsat for flere voldtægter, voldtægter ved andet seksuelt forhold end samleje, vold og blufærdighedskrænkelse.

I det lange anklageskrift fremgår det blandt de mange forhold, hvor flere af ofrene er blevet udsat for flere forbrydelser, at TikTok-manden er tiltalt for blandt andet 12 fuldbyrdede voldtægter, seks forhold for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, seks forhold for blufærdighedskrænkelse og seks forhold for vold.

Den 30-årige mand har siddet fængslet siden 18. maj 2021, hvor han blev anholdt efter en større gruppe kvinder og piger anmeldte ham til Københavns Politi.

Sagen, der er rejst som en nævningesag, skal for retten 16. december og vil fortsætte langt ind i 2023, da der er afsat flere retsdage til sagen.

Det fremgår af anklageskriftet, at anklageren vil gøre brug af særlig paragraf, der kan sprænge strafferammen i særligt grove sager.

Men anklagemyndigheden tager også forbehold for at nedlægge påstand om en anden sanktion end traditionel fængselstraf - altså en form for behandlingsdom.

Selvom manden i offentligheden er kendt som TikTok-manden, har han fundet mange af sine ofre på de sociale medier som YouTube, Instagram og Snapchat.

Ved grundlovsforhøret i maj i 2021 blev 'TikTok-manden' sigtet for syv grove forhold. Men efter politiet har efterforsket sagen, og der er kommet flere anmeldelser mod manden, lyder tiltalen nu på de 36 forhold.

Allerede her blev der nedlagt et navneforbud, der afskærer pressen for at komme nærmere ind på den 30-åriges mand identitet.

Samtidig med den tiltalte blev anholdt i sagen fra København, sad han på anklagebænken ved retten i Helsingør.

I den sag faldt der dom i november måned samme år.

Her blev han kendt skyldig i ni forhold om voldtægt af en mindreårig, blufærdighedskrænkelser, trusler, ulovlig tvang, andet forhold end samleje med en mindreårig og forsøg på ulovlig tvang.

I alt blev han idømt tre års ubetinget fængsel.

Men han tidligere blevet dømt for lignende kriminalitet. I en dom fra marts måned i 2017 i Københavns Byret, som B.T. har søgt aktindsigt i, viser, at han blev idømt tre måneders fængsel for at have haft andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år. Pigen var 12.

Den 30-årige mands forsvarsadvokat, Christina Schønsted, oplyser til B.T., at han nægter sig skyldig i alle forholdene.