I løbet af natten er der blevet stjålet S-togs kabler i både Vallensbæk, Solrød og Hundige, og det har betydet, at flere linjer i mandagens morgentrafik kører med forsinkelser og aflysninger, oplyser Banedanmark.

»Linje A og E kører kun hvert 20. minut, og på linje E vil man altså også kunne opleve yderligere forsinkelser,« siger Vibeke Kaastrup fra Banedanmark til Berlingske Nyhedsbureau.

Hun oplyser desuden, at nattens kabeltyverier, der formodes at skyldes kablernes kobberindhold, er særligt omfattende og, at det betyder, at udbedringerne af skaderne sandsynligvis kommer til at tage længere tid. Banedanmark kan derfor endnu ikke oplyse, hvornår S-togene atter kommer til at køre efter planen.

Banedanmark og København har igennem flere år været udsat for omfattende kobberkabeltyverier, oplyser Københavns Politi, der sidste år vurderede, at det særligt er folk fra Sydeuropa, der kommer til Danmark for at snuppe det værdifulde kobber.

BNB