Det er med blandede følelser, Jytte Hansen fra Hobro modtager nyheden om, at den pensionerede skibsinspektør Flemming Thue Jensen nu står frem med oplysninger, som hun og hendes nu afdøde mand, Bent Hansen, har kæmpet ihærdigt for at få frem.

De mistede seks familiemedlemmer under branden på Scandinavian Star.

»Jeg er taknemmelig for, at han står frem, men vi vil også gerne vide, hvorfor han ventede i 26 år, hvor vi måske kunne have haft sjælefred i stedet for at leve så mange år i uvished. Hvorfor har der været lukket af, og er der flere involverede i, at sandheden ikke er kommet frem? Det lyder jo mærkeligt, om der kun er en, der har kendt til sandheden, Der må være nogle politikere, der har røde ører herhjemme, for det kan ikke passe, at der ikke er nogen, der vidst noget,« siger hun til NORDJYSKE Medier.

Hun og hendes mand har aldrig troet på, at det var en enkelt pyroman, der stod bag, så når brandinspektøren mener, at der er tale om en bevidst, planlagt handling udført af to besætningsmedlemmer, slår det hårdt.

»Det er mord!« siger Jytte Hansen til NORDJYSKE

Gennem årene har familien Hansen kæmpet for at få svar på, hvad der skete ombord på Scandinavian Star, og hvem der påsatte bandene. Jytte og Bent Hansen mistede en datter, svigersøn og et nyfødt barnebarn, der sammen med tre andre familiemedlemmer var på vej til Hobro for at holde barnedåb.

»Jeg tror ikke, at nogen kan sætte sig ind i, hvad man må gå igennem af sorg og ulykke resten af livet. Du savner dem jo uafbrudt. Det er det første, du tænker på, når du vågner og det sidste, når du går i seng,« siger Jytte Hansen til NORDJYSKE.

Det har ikke været uden konsekvenser for den danske skibsinspektør Flemming Thue Jensen, at han har valgt at stå frem om, hvem der stod bag den voldsomme mordbrand på Scandinavian Star i 1990.

Det fortalte hans kone, Grethe Jensen, da BT talte med hende tidligere søndag.

»Jeg har set, at folk sviner ham til på de sociale medier. Nogle har endda skrevet, at han burde komme i fængsel for først at stå frem nu,« siger hun.

Selvom Flemming Thue Jensen får en hård medfart fra pårørende og på de sociale medier, møder han opbakning på hjemmefronten.

»Jeg beundrer ham for, at han nu står frem. Det sætter sig i sjælen, når man har set lig flyde i gangene på skibet,« siger hun.

Senere på dagen kom det så frem, at Flemming Thue Jensenl mandag formiddag skal mødes med den norske kommission, som er nedsat af det norske storting for at granske myndighedernes håndtering af brandkatastrofen på Scandinavian Star for 26 år siden.

»Jeg skal møde kommissionen i morgen, og det er jeg vældig glad for. Det er nogen af dem, der også holder politiet i ørene. Det er et fuldstændig lukket forum i kommissionen,« siger han til DR Nyheder.

»Jeg vil fortælle dem meget mere end på pressekonferencen,« siger han.