Politiet blev mødt af et overraskende syn, da de torsdag satte kursen mod et hus i Durup i det nordlige Salling. De ledte efter en hund, men kørte fra stedet med en mand.
Betjentene var sendt mod huset i Durup, da man havde fået en henvendelse fra en borger om, at der befandt sig en misrøgtet hund i huset
Ifølge anmeldelsen fik hunden hverken mad eller vand, skriver TV Midtvest.
»Det ville vi selvfølgelig gerne følge op på, så i går kørte vi derop og bankede på,« fortæller Niels Bach fra Skive Politi til tv-stationen.
Da patruljen nåede frem, var der en kvinde på adressen. Politiet fandt rigtig nok også en hund i huset. Imidlertid så det ud til, at hunden havde det ganske fint – og altså ikke var misrøgtet.
Alligevel valgte patruljen at gå rundt i huset.
Pludselig lød der en puslen fra et klædeskab.
Da døren til klædeskabet blev åbnet, sad der en 34-årig mand på hug. Det viste sig, at manden var efterlyst med henblik på anholdelsen, da han tidligere var udeblevet fra afsoning, fortæller Niels Bach fra Skive Politi.
Den 34-årige er nu anholdt og afsoner sin straf i Statsfængslet på Kragskovhede.