En tyv fik hundetænder at føle, da han modsatte sig en anholdelse i Aarhus.

Natten til onsdag begik en 29-årig mand indbrud i en tøjbutik i den aarhusianske bydel Trøjborg. Det skriver Århus Stifstidende.

Den 29-årige flygtede fra stedet, da vidner hørte støj fra tøjbutikken Harald. Politiet blev derfor alarmeret, og ankom til stedet med hundepatrulje.

De den 29-årige blev fundet af politiet gennem vidners signalement, gav han politiet modstand i forbindelse med anholdelsen. Flere gange slog han en politibetjent i skridtet, hvilket fik betjentens hund til at agere.

»Betjenten får så hjælp af tjenestehunden, der bider den formodede gerningsmand i låret, indtil han forholder sig passivt, og vi kan anholde ham,« siger politiassistent fra Østjyllands Politi Marianne Morgen til Århus Stiftstidende.

Gerningsmanden havde gemt en stak tøj og en iPad i en nærtliggende gyde, ligesom han var i besiddelse af flere armbåndsure.

Han er blevet sigtet for indbrud og vold mod tjenestemand, og onsdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.