En person er lettere tilskadekommen, efter at vedkommende tirsdag aften kolliderede med en skiltevogn på Østjyske Motorvej.
Det skriver Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
- En bil kørte ind i en skiltevogn, der var til stede i forbindelse med vejarbejde, lyder det.
Føreren er bragt til sygehuset for at modtage behandling. Førerens skader beskrives ikke nærmere.
Uheldet fik kortvarigt politiet til at spærre motorvejen fra Horsens mod Vejle fra afkørsel 58 Hedensted til 59 Hornstrup.
- Vi er til stede ved uheldet sammen med ambulance og har spærret motorvejen for at sikre arbejdsro, lød det klokken 20.45.
Det oplyses omkring klokken 21.30, at politiet er færdig med arbejdet på stedet.
Politiet modtog anmeldelse om uheldet klokken 20.06.
/ritzau/