Tirsdag var den jyske erhvervsmand Bjarne Aakmann Tøgersen igen i retten, hvor han erkendte yderst grove overgreb mod flere mindreårige drenge. 

I forvejen er han i gang med at afsone en straf på to års fængsel for overgreb mod i alt 19 drenge, men siden er der altså blevet rejst flere nye og voldsomme anklager mod den dømte direktør.

Blandt de forhold, som tirsdagens grundlovsforhør i Retten i Kolding tog udgangspunkt i, er blandt andet sigtelser vedrørende voldtægt, voldtægtsforsøg og blufærdighedskrænkelse af mindreårige. 

Det fremgår af en retsbog, som B.T. har fået indsigt i.

Én mindreårig dreng var både i Danmark og på rejser til Sydeuropa udsat for voldtægter af Bjarne Aakmann Tøgersen. Overgrebene mod drengen skete mellem 2015-2020, da han var mellem 13-18 år gammel.

Den dømte forklarede i retten, at han ikke kunne huske det præcise antal af fuldbyrdede voldtægter, men han skød på mellem 20-80.

En anden dreng blev forsøgt voldtaget af den 49-årige østjyde, da han var under 15 år gammel samt 'voldtaget ved andet seksuelt forhold end samleje'.

I begyndelsen af 2025 skabte han på videochat-platformen, OmeTV, kontakt til den 13-årig dreng, som han forsøgte at voldtage to gange.

Den tidligere direktør gav en uforbeholden tilståelse og erkendte samtlige forhold.

Han erkendte derfor desuden grooming af to andre drenge, som han stiftede bekendtskab til på samme videochat-platform. 

Her løj han om sin alder og hævdede, at han kun var 23 år. Herefter forsøgte han at få en af drengene til at vise sin mave, men de to drenge afbrød opkaldet der. 

Vejle Amts Folkeblad var til stede i Retten i Kolding tirsdag, hvor Bjarne Aakmann Tøgersen erkendte samtlige forhold.

Ifølge mediet gentog han her flere gange, at han tog kontakt til drengene på OmeTV for at »skabe en seksuel relation med drenge.«

Bjarne Aakmann Tøgersen skal nu mentalundersøges, hvilket han har accepteret. 

Han har ifølge Vejle Amts Folkeblad tidligere udtalt i retten, at kunne han 'tage en pille, der ville fjerne' hans seksualitet, så ville han gøre det. Af retsbogen fremgår det også, at den dømte overgrebsmand gerne vil deltage i behandling. 

»Udfordringen er nok, at jeg jo ikke er sådan en, der hopper ud på gaden og voldtager en. Jeg opbygger relationer til børn og deres forældre og svigter deres tillid,« udtalte Bjarne Tøgersen også, da han i marts blev idømt to års fængsel i Vestre Landsret.

Overgrebene i den sag strakte sig over ti år.

Han blev ved tirsdagens grundlovsforhør taget ud af sin igangværende afsoning og i stedet varetægtsfængslet – i første omgang frem til den 1. december.