»Vi kan få 300.000 for autister per person. Det er hvide penge, som har så meget værdi. Det skal vi lave sammen, Amira.«
Der er nok et par danskere, som fik kaffen galt i halsen, da de hørte den juridiske rådgiver Juliett Cappello komme med ovenstående 'fif' i TV 2's dokumentar 'Den sorte svane'.
Nu kan B.T. så fortælle, at Juliett Cappello har en fortid i Nye Borgerlige, hvor hun har ført valgkamp for den daværende formand Pernille Vermund, der i dag slår sine folder i Liberal Alliance.
Det viser blandt andet et billede fra Facebook, hvor man ser Juliett Cappello stå med en Pernille Vermund-folder i hånden sammen med flere andre fra Nye Borgerlige.

Billedet er lagt på det sociale medie i 2020, men er efter alt at dømme taget i foråret 2019, hvor Nye Borgerlige førte valgkamp med både Pernille Vermund og Ketil Wathne Rasmussen – der optræder på en valgplakat på billedet – som folketingskandidater.
Juliett Cappello er ligeledes tagget i en billedeserie, hvor Nye Borgerlige delte flyers ud på Nørrebro den 13. maj 2019. Her bekræfter en anonym kilde fra den daværende partitop i Nye Borgerlige over for B.T. i dag, at både Juliett Cappello og Pernille Vermund var til stede den pågældende dag.
Det kulminerede den 5. juni 2019, da Nye Borgerlige til deres valgfest i DGI Byen kunne fejre, at partiet fik tilstrækkeligt med stemmer til at komme ind i Folketinget.
En fest, som Juliett Cappello sandsynligvis også har deltaget i. I hvert fald er hun på Facebook blevet tagget i en video fra valgfesten.
Men hvad med Pernille Vermund? Kender de to overhovedet hinanden?
Det er umiddelbart svært at sige.
B.T. kan dog konstatere, at de to er venner på Facebook, og at Pernille Vermund aktivt har været inde og 'like' et af Juliett Cappellos gamle profilbilleder, der er lagt op i 2015.

Selv afviser den daværende Nye Borgerlige-formand at kende til Juliett Cappello, da vi fredag formiddag fanger hende på Folkemødet.
»Jeg aner ikke, hvem hun er. Jeg må erkende, at da Nye Borgerlige var størst, havde vi 18.000 medlemmer, og selvom jeg kendte mange ved navn, så kendte jeg ikke alle personligt,« siger Liberal Alliance-politikeren.
Vi har også et billede her, hvor du har været inde og like et af hendes profilbilleder?
»Pas. Helt seriøst – hvis jeg vidste, hvem hun var, så ville jeg også sige det.«
I TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane' optræder den juridiske rådgiver Juliett Cappello i det første ud af fem afsnit.
Her ser man hende tale åbent med muldvarpen Amira Smajic om potentiel økonomisk kriminalitet.
I første omgang forklarer Juliett Cappello, at »hun har« en ung pige, der har en stor gæld, og at den juridiske rådgiver så har foreslået pigen at »lave en fiktiv gæld«.
På den måde – taler de to kvinder om – kan hun få en gældssanering. En fidus, der, ifølge kvinderne, kan give dem 150.000 kroner.
Senere i dokumentaren foreslår Juliett Cappello også Amira Smajic, at de skal arbejde sammen om bosteder til autister, »der kan give 300.000 pr. person«, siger hun.
Juliett Cappello har over for TV 2 oplyst, at hendes udtalelser bare var snak og ikke noget, hun reelt ville gøre.
B.T. har rakt ud til et telefonnummer, der ifølge vores oplysninger tilhører Juliett Cappello.
Telefonen blev taget af en kvinde, der ikke identificerede sig, og da B.T. spurgte efter Juliett Cappello, lød svaret, at vi ikke havde fået fat i den rigtige.
I stedet ville kvinden – der nu idenficerede sig som 'Mira' – hive fat i Juliett Cappello og bede hende kontakte os »om et øjeblik«. B.T. har stadig ikke – nu flere timer efter opkaldet– hørt fra Juliett Cappello.