En afgørelse i Østre Landsret onsdag kan meget vel gå hen at blive afgørende for en lang række kommende retssager.
Her slog landsretten nemlig fast, at en 24-årig mand havde kastet tre sten mod politiet i forbindelse med en Men In Black-demonstration tilbage i januar.
Men mandens skyld er imidlertid ikke det mest interessante her. For i Københavns Byret blev den 24-årige mand idømt 15 måneders fængsel for sin ugerning med afsæt i den yderst omdiskuterede coronabestemmelse, paragraf 81d, der giver mulighed for at fordoble straffen.
I landsretten mente man imidlertid ikke, at hændelsen var omfattet coronaparagraffen og dermed en potentiel dobbeltstraf, og den 24-årige mand fik således vekslet sin dom fra 15 måneder til 10 måneders fængsel.
Det er den helt rette afgørelseAdvokat Mette Grith Stage
Og det er den beslutning, som ifølge Birgit Feldtmann, der er professor MSO i strafferet ved Aalborg Universitet, kan få en betydning for de kommende ankesager, hvor den omdiskuteret paragraf er anvendt i første instans.
»En dom er altid en afgørelse af en konkret sag, men der er tale om en ret ny bestemmelse, som er bredt formuleret i sin ordlyd. I byretten har de anvendt den strafskærpende bestemmelse i forbindelse med de her demonstrationer, men hvis landsretten er kommet frem til en anden fortolkning, så kan det blive relevant i de kommende ankesager.«
Birgit Feldtmann understreger, at hun endnu ikke har set, hvad landsretten har lagt til grund for dommen.
»Det afhænger af, hvad landsrettens konkrete begrundelse er. Hvis begrundelsen er, at man har en anden fortolkning af den paragraf, så vil det helt sikkert få en betydning i ankesagerne.«
Hun bakkes op af Lotte Helms, der er tidligere politianklager og ph.d.-stipendiat i strafferet ved Syddansk Universitet.
»Med forbehold for at vi ikke kender begrundelsen, så kan det få betydning for de fremtidige sager, der skal afgøres i landsretten. Der er i hvert fald med dommen åbnet for en anden fortolkning ved domstolene end den, som byretten kom frem til,« siger hun.
Nannas advokat: Det er meget positivt
Blandt de mere omtalte coronasager finder man Københavns Byrets dom til Nanna Skov Høpfner. Her blev den 30-årige mor til to idømt to års fængsel for under en tale til en Men In Black-demonstration at have medvirket til angreb på polititjenestemænd med kanonslag, fyrværkeri, dåser og sten.
Men med gårsdagens dom i landsretten er hendes advokat, Mette Grith Stage, optimistisk forud for ankesagen.
»For det første mener jeg, at det er den helt rette afgørelse,« indleder hun, da B.T. fanger hende på telefonen.
»Dernæst er jeg vældig glad for den, fordi jeg forventer, at det vil få betydning for min klients sag. Så det er meget positivt.«
Mette Grith Stage understreger, at hun heller ikke har læst landsrettens begrundelse for onsdagens dom. Derfor udtaler hun sig også med det forbehold.
»Så jeg venter med spænding på at se dommen på skrift, så jeg kan læse dommens præmisser. Men jeg forventer da også, at det får betydning for de andre sager,« siger hun og henviser til de foreløbigt otte byretsdomme, hvor den særlige coronaparagraf er anvendt.
Alle otte sager er anket til landsretten.
