På lørdag fejrer fri cannabis-aktivister, at de nu har marcheret 25 gange i deres kamp, for at hash og hamp bliver legaliseret.

Indtil videre uden held. For den grønne urt er fortsat forbudt.

Derfor tyr man ved årets frihash-march til at bede selveste dronning Margrethe – eller eventuelt kronprins Frederik – om at gøre noget ved sagen.

»Den årligt tilbagevendende march kommer i år til at krydse Amalienborg Slotsplads,« fortæller Klaus Tuxen.

Han er medlem af Hampepartiet og medarrangør af omtalte march.

Traditionen tro har han igennem årene været klædt ud efter det pågældende års tema. Sidste år var han eksempelvis 'hashstronaut'. I år vil han være klædt ud som garder, hvor temaet er 'Røg-al':

»Det er 25. år, vi går denne forrygende demonstration i håb om en happy ending på hampeplantens kriminalisering,« siger Klaus Tuxen.

Sidste år var Klaus Tuxen klædt ud som 'Hashtronaut'. Foto: Privatfoto
Sidste år var Klaus Tuxen klædt ud som 'Hashtronaut'. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Dermed har vi nu i et kvart århundrede forsøgt at råbe regeringen op med denne march, men de har gang på gang valgt at ignorere vores ønske om fri cannabis. Derfor beder vi dronning Margrethe om at hjælpe os ved at prøve at tale regeringen til fornuft. Det er måske vores sidste udvej,« siger Klaus Tuxen og fortsætter:

»Vi sender et brev til Kongehuset med et ønske om, at man stopper 'The War On Cannabis'. Hvis ikke dronning Margrethe gør det, så håber vi, at kronprins Frederik vil. Vores appel er, at cannabis frigives til hjemmedyrkning, som salg i lovlige butikker og til medicin. Vi ønsker, at al cannabis bliver afkriminaliseret,« siger Klaus Tuxen.

Cannabisaktivisterne ligger ikke skjul på deres kritik over for politiet. Foto: Privatfoto
Cannabisaktivisterne ligger ikke skjul på deres kritik over for politiet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Han har selv fået direkte syn for sagen i forhold til den illegale hashhandels kriminelle slagside.

26. oktober i fjor blev en 23-årig mand dræbt af skud i Pusher Street. Manden arbejdede i en hashbod, der ifølge B.T.s oplysninger var kontrolleret af en Bandidos-rocker.

Drabet er foreløbig uopklaret, så motivet er fortsat ukendt. Men manden blev skudt i hashboden omkring klokken 17.45 den pågældende dag. Efter at været blevet ramt af skud vaklede manden knap 50 meter, før han faldt om.

»Tilfældigt stod jeg meget tæt ved, hvor han faldt om. Det er forfærdeligt, når det sker. Igennem årene er miljøet omkring Pusher Street kun blevet hårdere, og det ser jeg som et udtryk for, at cannabis bør lovliggøres,« siger Klaus Tuxen.