Lyt til artiklen

»Det sidste, jeg husker, er hans ansigtsudtryk … Et ansigt, der siger: 'Jeg ønsker ikke at dø'.«

En decemberaften i 2018 mistede en ung mand livet. Og Jonas Odgaard mistede sig selv. Det forsvandt ud i vintermørket, da han med sin varevogn ramte den unge mand midt på Holbækmotorvejen.

Nu har han kæmpet sig tilbage. Ikke til sit gamle jeg, for det er, som han siger, væk for evigt.

Men han har rejst sig fra sofaen og langtidssygemeldingen og håber, at hans historie kan være en udstrakt hånd, der kan hjælpe andre op.

Jonas Odgaard er 4. december for fire år siden på vej hjem efter en lang arbejdsdag som elektriker. Netop som han har sagt til kæresten, at hun bare kan sætte mad over.

Paraderne sænkes. Om lidt er han hjemme. Tror han.

»Så går der 30 sekunder, og så kan jeg se, at bilen længere foran trækker ud til siden, men jeg kan ikke se, hvad det sker.«

Klokken er næsten 23. Der er intet lys på motorvejen, så det er først, da han er helt tæt på, at han ser to mænd i midterrabatten. Pludselig bevæger den ene sig ud på vejen.

Anmeldelsen om ulykken blev modtaget klokken 22.56. Politiet afspærrede hurtigt motorvejen på strækningen. Foto: Steven Knap/Byrd
Anmeldelsen om ulykken blev modtaget klokken 22.56. Politiet afspærrede hurtigt motorvejen på strækningen. Foto: Steven Knap/Byrd
Vis mere

»Det gør du bare ikke,« råber Jonas Odgaard i bilen. Men det er for sent. Han rammer den unge mand, der bliver slynget fra kølerhjelmen til forruden og videre.

Inde i varevognen er airbaggen udløst, og der er glas overalt.

Jonas Odgaard trækker ud til siden og skynder sig ud for at finde den unge mand.

»Han ligger stadig ude på motorvejen, og det eneste, jeg har i hovedet, er, at hvis han stadig trækker vejret, så skal jeg have ham væk.«

Iklædt sort tøj går den unge mand i ét med asfalten og er næsten umulig for de andre bilister at få øje på. De nærmer sig i rivende fart, og Jonas Odgaard gør klar til at løbe ud til ham.

Men noget stopper ham. En anden bilist, som er holdt ind, tager fat i hans krave og hiver ham tilbage. Og så bliver den unge mand på vejen ramt igen. Og igen.

»Ham, der trækker mig ind, siger, at jeg skal kigge væk,« fortæller Jonas Odgaard.

Men det kan han ikke. Han brug for at forstå, hvad der sker.

Politiet måtte i forbindelse med ulykken afspærre motorvejen i den ene retning ved afkørslen Vallensbæk N i flere timer. Foto: Steven Knap/Byrd
Politiet måtte i forbindelse med ulykken afspærre motorvejen i den ene retning ved afkørslen Vallensbæk N i flere timer. Foto: Steven Knap/Byrd
Vis mere

Den unge mands liv er ovre. Det bliver hurtigt konstateret, da politi og ambulance ankommer. Selv ender Jonas Odgaard på bagsædet i en politibil. Han tænker på alt. Og intet.

»Jeg tror, jeg ryger en pakke cigaretter på to timer.«

»Det, der rammer mig, er, at han er på min egen alder. Det med, at jeg ikke kunne gøre noget, samtidig med, at jeg har hans hjælpeløse ansigtsudtryk prentet ind på nethinden.«

I tiden efter vågner han igen og igen med mareridt. Han kaster op. Om morgenen kravler han fra sengen til sofaen. Tænder tv'et, men ser det ikke.

»Altså, du kigger ud i verden, men du kigger kun hertil,« siger han og placerer sin hånd omtrent ti centimeter fra sit ansigt.

Han bliver også sygemeldt fra sit arbejde. Det liv, han levede før 4. december, er nu fortid. I nuet sidder han mentalt fast i ulykken.

»Det første halvår, der kører det jo som en video. Inde bagved.«

»Du kan ikke finde overskud, fordi din hjerne bruger så mange kræfter på at køre oplevelsen igennem igen og igen og igen.«

I timevis arbejdede politiet på ulykkesstedet. Foto: Steven Knap/Byrd
I timevis arbejdede politiet på ulykkesstedet. Foto: Steven Knap/Byrd
Vis mere

Jonas Odgaard går til krisepsykolog. Og så traumepsykolog og psykiater. Han får udskrevet angstdæmpende medicin og får konstateret rødglødende PTSD.

Han skal ikke forvente nogensinde at vende tilbage til arbejdsmarkedet, lyder det. På det tidspunkt kan han ikke engang tage i supermarkedet. Det er for skræmmende.

Med tiden bliver det bedre. Han vender tilbage til fitnesscentret. Men det tager tid og kræfter. Et babyskridt, en pause, og så et skridt til.

De første gange, han er til fitness, går han ind og ud igen med det samme. Bare for at vænne sig til at være der. Det lyder fjollet, erkender han:

»Du ved et eller andet sted godt, at tingene ikke er blevet en my farligere, end de var i går  Det kan du bare ikke fortælle den her,« siger han og peger på sit hoved.

På et tidspunkt går det op for ham, at han aldrig vender tilbage til det jeg, han var før ulykken.

»Man er simpelthen nødt til at anerkende, hvor man står nu – at det er sådan her, at ens situation ser ud. Man kan ikke lave om på den. Det er det første skridt for mig på vejen til at acceptere omstændighederne.«

Fremgang til trods forestiller han sig ikke, at han nogensinde vender tilbage til jobbet som elektriker. Men på et tidspunkt ser han sig i spejlet og beslutter, at nu må det bære eller briste. Han kan ikke leve af småpenge fra det offentlige resten af sit liv.

I dag har han været i job i tre måneder.

»Jeg siger hurtigt til min nye chef, at vi er nødt til at aftale en aften, hvor jeg må tage min arbejdstøj på, hoppe i firmabilen og køre turen derude ved motorvejen,« siger han og understreger så, hvorfor det er nødvendigt for ham at vende tilbage til ulykkesstedet i firmatøj og firmabil:

»Der er jo ikke nogen, der kommer i morgen og skærer 100 gange 100 meter ud af motorvejen og fjerner det, for at jeg ikke skal genopleve ulykken.«

For nylig gør han det så. Han kører af sted på Holbækmotorvejen. Fælder en tåre. Tager en dyb indånding og en afkørsel. Og vender så om.

»Så tager jeg den én gang til, og så er det, som om … Det ligger der jo stadigvæk, og det er stadig et skodsted, men jeg konfronterer det og viser min hjerne, at det bare er et stykke motorvej.«