Det skulle have været afslutningen på en god nytårsaften, men endte med en tur på hospitalet for 28-årige Jonas Obling Nygaard. 

Han og kæresten var i deres fuldskab kommet op at skændes på vej hjem fra byen i Holstebro klokken 05.30 nytårsmorgen, skriver TV Midtvest.

Under diskussionen kom der pludselig en gruppe mennesker, som sagde til Jonas Obling Nygaard, at han ikke skal slå på kvinder, hvilket han og kæresten forsikrede dem om, han ikke havde gjort.

»Men idet vi sagde det til dem, blev jeg slået i ansigtet foran min kæreste. Og i samme sekund kom der så en anden gruppe bagfra og slog mig i hovedet med en vodkaflaske,« fortæller han til mediet.

Jonas Obling Nygaard blev slået omkuld af et ukendt antal personer, fortæller han. 

Efter overfaldet hjalp kæresten ham på benene igen, og en kvinde ringede til alarmcentralen. 

Efterfølgende blev han hentet i ambulance og kørt til Regionshospitalet Gødstrup, hvor han blev syet i læben og to steder i hovedet. 

Jonas Obling Nygaard har ingen idé om, hvem der står bag overfaldet på ham. 

Hans kærestes mor har derfor lavet et opslag på Facebook, hvor der søges vidner i sagen, der fandt sted foran Nørreport Centret. 

Desuden har han også anmeldt overfaldet til politiet, bekræfter lokalpolitiet i Holstebro overfor mediet.