Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Den 51-årige Johnny Jonassen fra Odense, der mandag blev dømt for at have myrdet sin kun otte-årige datter Louise, virker ikke til at have psykopatiske træk. I stedet tyder hans handlinger på en narcissistisk eller selvoptaget personlighed, vurderer psykiater.

Først klæbede han gaffatape på sin sovende datter Louises mund. Så trak han to plastikposer over hendes hoved. Derefter klemte han flere gange om hendes næse, mund og hals, hvorefter han lagde den kun otte-årige pige ned i et badekar fyldt med vand for at sikre sig, at hun var død. Og til sidst sendte han billederne af sin døde datter til sin fraseparerede kone – pigens mor.

Mandag blev de frygtelige detaljer i den tragiske sag om den 51-årige Jonas Jonassens drab på sin otte-årige datter i hjemmet i Korup ved Odense 3. august sidste år oprullet. Sagen blev kørt som en tilståelsessag ved Retten i Odense, da Jonas Jonassen havde tilstået mordet – et mord som han blev idømt en fængselsstraf på 14 år for, da en mentalundersøgelse viste, at han godt kunne idømmes almindelig straf.

Da sagen blev behandlet som en tilståelsessag, blev hele resultatet af mentalundersøgelsen ikke oplæst i retten.

Ifølge psykiater Henrik Day Poulsen er der dog nogle generelle træk, der gør sig gældende for mænd, der på den måde begår et drab på deres barn:

»Typisk er folk, der gør sådan noget, nogen, der har nogle temperamentsmæssige problemer i pressede situationer. Folk, hvor alkohol eller stoffer eller andet kan få dem ud i en situation, hvor de kan gøre noget forfærdeligt. Og så også personer som måske netop er lidt hidsige fra netop naturens hånd«, siger Henrik Day Poulsen, der dog tilføjer, at han ikke kan udtale sig specifikt om den pågældende sag, da han ikke kender detaljer om manden.

I retten kom det frem, at det var problemer om samværet med datteren, der tilsyneladende var årsag til Johnny Jonassens grusomme handling. Den 51-årige var ikke tilfreds med, at han ikke havde fået tildelt lige så meget samvær som pigens mor. Desuden kom det frem, at den 51-årige i løbet af ægteskabet var voldelig mod pigens mor, ligesom det allerede i grundlovsforhøret kom frem, at den dømte også både drak og tidligere havde truet med både at dræbe pigen og hendes mor.

At motivet tilsyneladende var hævn, overrasker ikke Henrik Day Poulsen.

»Man kan se i de sager, at folk er så pressede og psykisk ude af balance uden at være sindssyge, at de kan gøre sådan noget - og hvor der også kan komme et hævnmotiv ind som: 'Hvis jeg ikke skal have hende, så skal ingen',« siger psykiateren.

Den 51-årige havde ifølge egen forklaring planlagt først at dræbe datteren og derefter at begå selvmord. Han skar sig da også i begge håndled, hvorefter han satte sig op i badekaret til datteren, men selvmordsforsøget mislykkedes.

Henrik Day Poulsen kalder drabet på pigen for meget målrettet.

»Ikke nok med, at han gør en ting, så sørger han også for, at hun kommer i badekaret bagefter. Det er en utrolig determineret handling, som han har gjort,« siger han.

Ifølge Henrik Day Poulsen er folk, der begå mord på denne måde, hvor motivet er en slags hævn, ofte meget selvoptaget:

»Det er ofte folk, der har mange af de her narcissistiske eller selvoptagede personlighedstræk – folk som meget let bliver krænket, folk som er meget rethaveriske, og folk, der har meget svært ved at forstå, at der kan blive taget en anden beslutning end den, som man selv ønsker bliver taget,« siger Henrik Day Poulsen.

SE RITZAU Politiets teknikere arbejder i boligen, hvor en far torsdag d. 5. august 2016 dræbte sin otteårige datter og ringede til pigens mor. En far fra Odense forsøgte at tage sit eget liv efter at have kvalt sin otteårige datter i Rådyrløkken i Slukefter lidt uden for Odense (Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen/Scanpix 2016)
SE RITZAU Politiets teknikere arbejder i boligen, hvor en far torsdag d. 5. august 2016 dræbte sin otteårige datter og ringede til pigens mor. En far fra Odense forsøgte at tage sit eget liv efter at have kvalt sin otteårige datter i Rådyrløkken i Slukefter lidt uden for Odense (Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen/Scanpix 2016) Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Den dømte har selv forklaret i retten, at han ikke dræbte for at få hævn over ekskonen:

»Jeg vil gerne have lov at forklare, at det ikke var hævn på nogen måde. Jeg vil på det tidspunkt vise J. (ekskonen, red.), at det hele er hendes skyld. At det er hendes skyld, at Louise er død,« sagde han.

Senere forklarede han dog også, at han havde indset, at det ikke var pigens mor, der var ansvarlig for hans grusomme handling – men ham selv.

Ifølge Henrik Day Poulsen er det et tegn på narcissistiske træk:

»Det vidner om, at han ikke er i stand til at se lidt mere nuanceret på tingene, og det er ofte det, man ser hos de her personer – de er meget selvoptaget i deres egen verden. De har svært ved at se tingene i et lidt bredere perspektiv,« forklarer han og tilføjer, at den 51-årige næppe er psykopat.

»De her selvoptagede træk er ikke psykopati, der er mange forskellige forklaringsmodeller. Og når vi ikke har fået resultatet fra mentalerklæringen læst op, fordi det er en tilståelsessag, så finder vi jo aldrig ud af, hvad psykiaterne har ment – udover at han ikke er alvorlig psykisk syg,« siger han.

Ifølge Henrik Day Poulsen er det oftest mænd, der begår grufulde drab på deres børn. Det skyldes blandt andet, at mænd generelt er mere ’udadreagerende’, mens kvinder ofte reagerer indad.

»Det er også derfor, at mænd begår væsentligt flere forbrydelser, end kvinder gør. Og derfor er det ofte i familieaffærer, at mændene ikke kan forstå og har meget, meget svært ved at acceptere, at de ikke får ret. De føler, at det er dybt urimeligt, og denne her urimelighedsfølelses kan gå over til, at man bliver ekstremt krænket, hvilket kan sætte nogle aggressioner i gang, hvor der også er hævn involveret,« siger han og tilføjer, at mange af gerningsmændene efterfølgende fortryder, hvad de har gjort.