Jørgen Breinholt lever af at lease luksusbiler ud, men den nye lov mod vanvidskørsel risikerer nu at koste ham dyrt, selvom han aldrig selv skulle komme bare en anelse over fartgrænsen.

En af hans dyre biler – en Porsche 993 – er nemlig blevet beslaglagt af politiet, fordi kunden der havde leaset den lånte bil til en bekendt, der ifølge DR, skulle hente pizzaer.

I forbindelse med det, så endte kundens bekendte ude på Helsingørmotorvejen med 212 kilometer i timen.

Og så beslaglagde politiet Jørgen Breinholts Porsche. Han håber, at han får den igen efter retssagen mod vanvidsbilisten. Ellers bliver det dyrt for ham.

Jørgen Breinholt forklarer, at han ikke kan se det rimelige i den nye lovgivning, da han risikerer at stå med regningen efter en forbrydelse, som han intet har haft med at gøre.

»Du straffer jo ikke den, der kører i bilen. Jeg går ud fra, at det er det, man gerne vil. Man vil sørge for, at de kommer væk fra vejene. Det gør man ved at beslaglægge bilen og give den tilbage til os. At vi skal lide et tab, fordi tredjemand har gjort noget. Det er jo fuldstændig ude i hampen,« siger Jørgen Breinholt.

Loven trådte i kraft 31. marts. Jørgen Breinholts Porsche blev beslaglagt dagen efter.

Loven betyder ikke automatisk, at køretøjet, som har været omdrejningspunkt for vanvittig kørsel, bliver beslaglagt. Det sker kun, hvis en dommer afgør, at det er det, som skal ske.

Hvis køretøjet konfiskeres, så bliver det solgt på auktion og pengene fra salget går i statskassen.

Christian Brandt, som er direktør for brancheorganisationen Finans og Leasing, mener at det er urimeligt at leasingselskaber straffes fordi kunderne ikke kan køre efter lovens forskrifter.

Han forklarer, at det jo ikke er bilen, der har gjort noget forkert, men føreren.