Den hærdede HA-rocker Jørn »Jønke« Nielsen vil have tre-dobbelt erstatning, efter at han i går blev frifundet for grov vold mod en 23-årig dansk-tyrker.

Jønke tog afgørelsen med knusende ro, da han i går blev frikendt for at have begået grov vold mod den 23-årige dansk-tyrker S.T..

HA-rockeren kunne dog ikke skjule sin harme over retssagen, der har kostet ham ti måneders varetægtsfængsling og seks ugers tvangsindlæggelse på en retspsykiatrisk afdeling.

HA-rockeren vil nu kræve tredobbelt erstatning på 700.000 kr.

Karaktermord
- Jeg føler mig personligt forfulgt af statsadvokaten, for det er mig ubegribeligt, hvorfor det var mig, der skulle mentalundersøges og ikke S.T.

Jeg er helt klart offer for et karaktermord,« sagde Jønke med henvisning til den 23-årige, der som den eneste af de tre tiltalte i sagen blev kendt skyldig i grov vold. Jønke har i alt siddet varetægtsfængslet i ti måneder i forbindelse med retssagen – heraf seks uger, hvor han var tvangsindlagt til mentalundersøgelse på Sikringen Enggården i Nykøbing Sjælland.

Tvangsindlæggelsen af Jønke skete efter krav fra vicestatadvokat Anne Birgitte Stürup, der har ført sagen mod Jønke, hans kammerat fra AK81 Esben Hertz, der også var tiltalt i sagen, og den dansk-tyrkiske mand, der som den eneste blev dømt skyldig.

Anklager målløs
Anne Birgitte Stürup afviser dog, at sagen, der har været mere end et år undervejs, på nogen måde er udtryk for et personligt hævntogt mod Jønke.

- Det er det rene vrøvl, og jeg er rent ud sagt målløs over, at han overhovedet kan finde på at sige det, lød kommentaren fra en tydeligt rystet anklager, da hun blev præsenteret for Jønkes beskyldninger.

Hun havde i går endnu ikke taget stilling til, om hun vil anke sagen til landsretten, men der var ingen tvivl om, at hun var skuffet over afgørelsen.

HA-rockeren vil nu kræve tredobbelt erstatning på 700.000 kr. for det lange sagsforløb og tvangsindlæggelsen:

- Jeg har siddet i fængsel i tyve år, så jeg er efterhånden rimelig hærdet. Men tvangsindlæggelsen har skræmt min familie fra vid og sans,« forklarede Jønke efter frikendelsen.