Østre Landsret har netop frikendt HA-rockeren Jørn 'Jønke' Nielsen for vold.

Retten mente, at der var tale om selvforsvar, da Jønke og en AK 81'er stak en ung mand med indvandrerbaggrund og sparkede til ham.

Det var derfor lovlig nødværge, da den unge mand, Sami Tüfekcioglu, var den angribende part. Tüfekcioglu kom farende med en kniv og bl.a. stak den i brystet og lysken på HA-rockeren.

- Det var et tilfældigt angreb. Det er godt for alle, at man nu har ret til at forsvare sig. Man kan ikke styre, hvad man gør, når man bliver overfaldet, sagde en glad Jønke efter dommen til TV2 News.

Vil have erstatning


Jørn Jønke Nielsen kræver erstatning efter frifindelsen. Han mener, at statsadvokaten har givet ham en skidt behandling. Erstatningskravet skal være højere end normalt for uberettiget varetægtsfængsling, fordi han blev presset til at gennemgå en mentalundersøgelse.

Jørn Jønke Nielsens forsvarer siger, at sagen vil få virkning for andre tilfælde, hvor overfaldne forsvarer sig.