Lørdag aften udspiller sig et drama i den nordsjællandske by Rungsted, hvor mindst to personer er blevet ramt af skud.

Få øjeblikke efter skudepisoden fandt sted, ankom Jesper med sin hustru til stedet. Her oplevede de nogle voldsomme scener.

»Min kone og jeg kom kørende ad Rungsted Strandvej, da vi kunne se, at der var sket et uheld. Vi steg ud af bilen, og der lå en person, som var blevet ramt af skud i benet,« forklarer Jesper.

»Lidt længere fremme på vejen lå en person, som var blevet ramt i hovedet. Ham var der allerede nogle henne ved, så vi gik hen til ham, der var ramt i benet. Jeg sad ved ham, mens politiet begyndte at ankomme til stedet,« forklarer Jesper til B.T.

Politiet er massivt til stede i Rungsted efter et skyderi fredag aften.
Politiet er massivt til stede i Rungsted efter et skyderi fredag aften. Foto: Presse-photos.dk
Vis mere

Kender du til episoden eller har du billeder fra stedet, så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk.

Parret ankom nogenlunde samtidig som de første politibiler. Endnu var der ikke kommet ambulancer til stedet, derfor valgte Jesper og hans kone at blive siddende ved den person, som var ramt i benet.

»Jeg sad og holdt ham i hånden og fortalte ham, at han klarede det flot. Han var ramt rigtigt i det ene ben og snittet i det andet. Han skreg, og benet begyndte at hæve voldsomt, mens vi sad der,« forklarer Jesper.

Den mand, han sad ved, nåede at fortælle Jesper, at han var 26 år gammel. Men han sagde ikke yderligere om, hvad der var sket.

Da den første ambulance ankom prioriterede de den mand, som var blevet ramt i hovedet, forklarer Jesper.

»De kørte straks hen til ham. Da de kom hen til ham, vi sad ved, besluttede min kone og jeg at tage afsted igen,« forklarer Jesper, der ikke ved, hvad der præcis er foregået.

Nordsjællands Politi oplyser på Twitter, at 'flere er ramt' i skudepisoden.

Endnu er det for tidligt at sige noget om motiv i sagen, men politiet vil ikke udelukke, at skudepisoden kan være banderelateret.

En person, der bor i området, fortæller til B.T., at han hørte fem-seks skud og et brag i forbindelse med episoden.