Dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling.

Sådan lyder dommen, der mandag eftermiddag er faldet ved Retten i Holstebro mod den 50-årige mand, som gennem det seneste halvandet år på den mest bizarre vis har terroriseret en hel landsby.

Den nu dømte, som blandt de øvrige 180 beboere i det lille vestjyske landsbysamfund Bonnet går under navnet ‘Jernstangen’ på grund af sin hang til at bruge netop sådan én som våben, forholdt sig helt rolig, da retsformand Christian Schou læste dommen op.

Det er fremgået af dagens retsmøde, at den 50-årige mand er blevet erklæret sindssyg ved en mentalundersøgelse foretaget af en overlæge ved Aalborg Universitetshospital.

Og en del af konklusionen i mentalerklæringen lyder, at han angiveligt også har været sindssyg, mens han har begået de lovovertrædelser, han er tiltalt for.

Derfor kan han ikke straffes på almindelig vis men skal i stedet indlægges til behandling på et psykiatrisk hospital.

Da den nu dømte tidligere i dag blev afhørt, forklarede han, at når han to gange har overfaldet en af sine genboer og den ene gang slog ham en halv snes gange med en jernstang, skyldes det, at han følte, genboen chikanerede ham.

»Jeg slog ham vel små 10 gange. Det var bare med et stykke vandrør. Et halvt tomme tykt stykke vandrør. Han fik bare en kontrolleret røvfuld,« sagde han.

Den tiltalte erkendte sig skyldig eller delvis skyldig i tre af de ni forhold.

De øvrige nægtede han sig skyldig i. Inden domsmandsretten trak sig tilbage for at votere, fik han det sidste ord.

»Det har bare været ren chikane mod mig i fem år,« sagde han.

Uanset dét valgte han at modtage dommen.

Allan Berg, en af beboerne i Bonnet, siger som reaktion på udfaldet:

»Vi ville selvfølgelig gerne have, at han var blevet kendt skyldig i alle ni tiltalepunkter og ikke kun de otte. Men når det er sagt, så er vi selvfølgelig meget tilfredse med, at det her er endt med en behandlingsdom uden tidshorisont. Nu håber vi på, der bliver fred i Bonnet.«

»Det her er en stor lettelse for os alle sammen. Jeg tror, der er faldet en sten fra alles hjerter,« siger Allan Berg.