Det, der skulle have været en helt almindelig køretur hjem til familien, endte i stedet i et regulært mareridt.

Andreas var nemlig udsat for et yderst udspekuleret tyveri.

En fremmed mand, som hævdede at være fra Irland, tvang sig ind i hans bil og manipulerede ham til at hæve mange tusinde kroner til ham.

»Jeg følte mig fastlåst,« siger Andreas til B.T.

Han fortæller, at han var på vej til Sønderjylland for at besøge sine forældre, da han skulle tanke sin bil ved Tuelsø nord for Sorø.

Og det var her, gerningsmanden slog til.

Mens Andreas sidder med fokus på bilens skærm for at indtaste sin næste destination, åbner en to meter høj mand pludselig døren og sætter sig ind ved siden af ham.

»Jeg får noget af et chok. Jeg tænker: 'Hvorfor lige mig?'« siger han.

Manden fortæller, at han kommer fra Belfast og skal tilbage dertil. Han siger, at hans bagage er blevet stjålet, og at han derfor akut mangler penge til to færgebilletter.

Han beder Andreas om 1.100 euro – cirka 8.300 kroner.

Den 'irske mand' lovede Andreas, at han ville overføre pengene tilbage til ham igen. I den forbindelse gav han ham et nummer på Whatsapp, som han kunne kontakte. Det prøvede Andreas også, men manden har ikke svaret ham. Screenshot fra Andreas' telefon.

Andreas er skeptisk.

»Jeg vidste sgu ikke rigtigt, om jeg ville det her. Det lød underligt og mærkeligt. Det er jo heller ikke noget, jeg har gjort før, det der med de udenlandske overførsler,« fortæller han.

Han fortæller manden, at han har travlt, og spørger, hvorfor han ikke går over til nogle af de andre mennesker på rastepladsen.

Samtidig begynder han at holde øje med sine omgivelser.

»Jeg kigger selvfølgelig rundt omkring mig. Er der nogle biler i nærheden, eller er der nogle mennesker, jeg måske kan kalde efter hjælp eller et eller andet.«

Men der er ingen, som Andreas føler kan hjælpe ham.

Han er samtidig træt efter en lang dag og føler sig ikke helt klar i hovedet.

»Jeg var lidt træt og helt ved siden af mig selv, da han antastede mig. Så jeg var måske et nemmere offer, end hvis jeg havde været mere frisk og klar i hovedet. Jeg følte mig ret fastlåst i situationen.«

Og manden bliver mere og mere desperat.

Ifølge Andreas bruger han også sin fysiske størrelse til at intimidere ham.

»Han bliver truende. Han bruger lidt sin krop for at intimidere mig. Han er dobbelt så stor som mig.«

Det er ikke nødvendigvis mandens ord, der skræmmer Andreas mest. Det er hans måde at være på.

»Han var stille og rolig i starten, men bliver så mere og mere oppe at køre. Meget desperat. Jeg føler mig lidt truet af den måde, han er på. Det er ikke det, han siger, men bare mere hans signaler og den måde, han er på. Det er det, jeg føler mig truet af.«

Andreas fortæller, at han ikke oplevede en direkte trussel om vold. Men han var bange for, hvad der kunne ske, hvis han råbte efter hjælp.

»Jeg var også lidt bange for, hvad han skulle gøre, hvis jeg begyndte at råbe om hjælp.«

Til sidst følte Andreas ikke, at han havde noget valg.

»Så derfor ender det så med, at jeg overgiver mig til sidst.«

Manden sætter sig til rette i Andreas' bil, og sammen kører de fra rastepladsen.

Destinationen er en Sydbank-filial i Sorø, hvor manden får Andreas til at hæve 1.100 euro med løftet om, at han hurtigst muligt vil sende pengene tilbage.

Men Andreas har aldrig set skyggen af de penge.

Andreas har anmeldt sagen til politiet. B.T. har været i kontakt med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, men det har ikke været muligt at få en kommentar.

De seneste år er antallet af tricktyverier steget.