En 47-årig kvinde var ifølge politiet både aggressiv og truende, da hun i sommer udsatte en anden kvinde for en voldtægt på Bornholm.

Blandt andet er hun tiltalt for at fremføre følgende trusler:

»Det er godt, at jeg har lidt følelser for dig, for ellers så havde jeg skåret halsen over på dig.«

»Er du sikker på, at jeg ikke skal følge dig hjem? Så kan jeg slå dig ihjel foran nattevagten på XXX.«

»Det er godt, at du tager hjem nu, for ellers havde jeg prikket dit øje ud.«

Forud for en af truslerne havde kvinden ifølge politiet også taget en dolk og banket ned i bordet foran offeret.

Alt det fremgår af et anklageskrift, som B.T. er i besiddelse af.

Den 47-årige etnisk danske kvinde er tiltalt for at have begået voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, da hun tvang det kvindelige offer til at udføre oralsex på sig. 

Under samme episode er hun tiltalt for at have hevet kvinden så hårdt i ørerne, at hun blødte, ligesom hun også tog kvælertag på hende.

Men anklageskriftet slutter ikke der.

Den 47-årige kvinde er også tiltalt for at være i besiddelse af to såkaldte 'push daggers' (særlige knive, red.) og for en række andre trusler.

I et tilfælde havde hun holdt en økse op foran en kvinde og sagt:

»Kan du se den her økse? Ét slag i hovedet og du er færdig.«

Anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf i sagen, der senere i september skal for Retten på Bornholm.

Det er uvist, hvordan kvinden forholder sig til tiltalen.