»Det er min datters liv, som er på spil her. Vi kan ikke lade hende dø.«

Beskederne modtager Jeanne fra sin kæreste en onsdag aften i april.

Kim Andersons niårige datter har været ude for en ulykke på sin skole i USA, men operationen er dyr, og han kan ikke selv betale hospitalet, fordi han er i Afghanistan.

På det tidspunkt har Jeanne kun talt og skrevet med Kim Anderson online.

Hans datter, Melissa, har hun aldrig set et foto af, men pigen kalder hende allerede for mor.

»Hun er også din datter,« presser Kim Anderson på i en ny besked.

Den aften beslutter Jeanne sig for at betale hospitalet de 40.000 kroner.

Men en mavefornemmelse får hende til først at skrive en mail til Melissas skole i Houston.

»Det er ikke en elev på vores skole,« svarer en leder fra Brook Hill School.

I det øjeblik går det op for Jeanne, at hun måske er ved at blive snydt.

Den mand, som hun er forelsket i, er ikke den, han giver sig ud for at være.

»Jeg har haft et forhold til en person, som jeg slet ikke ved, hvem er,« siger hun.

Bedrageren sendte flere fotos og selfies af sig selv, men som i virkeligheden tilhører en anden.
Bedrageren sendte flere fotos og selfies af sig selv, men som i virkeligheden tilhører en anden. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

55-årige Jeanne ønsker ikke sit efternavn frem, men deler nu alle de private beskeder fra manden med B.T.

Hun vil vise, hvordan udenlandske svindlere forfører deres ofre og manipulerer med deres følelser.

Jeanne er langt fra alene det eneste offer. Bare de seneste to et halvt år er mere end 600 danskere blevet snydt af kærlighedssvindlere.

Det viser viser nye tal fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), hvor antallet af anmeldelser hvert år stiger.

Det er ofte rigtig dyrt for ofrene og efterlader store følelsesmæssige ar, når de opdager, at de har været forelsket i en bedrager.

Derfor undersøger B.T. over en række artikler nu de udenlandske svindleres metoder og konfronterer dem.

På sin mobiltelefon bladrer Jeanne de flere hundrede beskeder igennem, de sendte til hinanden på datingtjenesten Tinder og senere på WhatsApp.

Beskederne viser, hvordan bedrageren hurtigt opbygger en intim relation.

13.04.2022 15.37: »Hej skat, det er mig fra Tinder,« skriver Kim Anderson.

Han er amerikaner, kirurg og er udstationeret med militæret i Afghanistan, fortæller han.

Hjemme i Texas har han sin niårige datter, Melissa, hvis mor ikke længere lever.

13.04.2022 20.48: »Det er svært at tro, at du er 55 år. Du er for smuk,« skriver han.

13.04.2022 20.57: »Må jeg kalde dig for skat? Jeg føler, at vi allerede har en forbindelse.«

De næste dage skriver Jeanne og Kim Anderson intensivt med hinanden og udveksler billeder af dem selv og fra deres hverdag.

Kærligheden til den mørkhårede mand med det store smil blomstrer i rekordfart.

»Han er god til at skrive og få mig til at føle mig speciel,« forklarer Jeanne.

Det er i dag svært for Jeanne at forstå, hvordan bedrageren hurtigt fik manipuleret med hendes følelser.
Det er i dag svært for Jeanne at forstå, hvordan bedrageren hurtigt fik manipuleret med hendes følelser. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

Hun er uerfaren med onlinedating og ser ikke faresignalerne. Måske vil hun ikke se dem.

»Man har jo et håb om at finde en, som vil en det godt.«

Og det vil Kim Anderson, som erklærer sin kærlighed, da samtalen kun er to dage gammel.

15.04.2022 17.56: »Jeg prøver at sige, at jeg gerne vil være i et forhold med dig.«

16.04.2022 21.52: »Jeg vil gerne gøre dig lykkelig.«

Kim Anderson begynder også at tale om at flytte til Danmark og om ægteskab. Jeanne vil dog gerne først møde ham fysisk.

Til gengæld er følelserne der allerede, fortæller hun ham.

»Vi har kun talt sammen i kort tid, og det er vildt at føle så meget allerede,« skriver hun i en besked.

Kim Anderson insisterer også på, at hans datter lærer Jeanne at kende.

Ni-årige Melissa begynder derfor at skrive mails og kalder hende for mor.

Det er lige omkring dette tidspunkt, at Jeanne pludselig modtager en mail fra pigens skole.

Melissa er kommet alvorligt til skade, og hospitalet skal betales for at redde hendes liv.

Men da Jeanne kontakter den rigtige Brook Hill School, findes Melissa slet ikke. Drømmen krakelerer, da hun indser, at hun er fanget i et net af løgne.

»Så begyndte jeg at grave,« siger hun.

Hurtigt viser det sig, at detaljerne i Kim Andersons historie ikke holder vand.

B.T. har identificeret den rigtige person på Kim Andersons billeder, som er plastikkirurgen Rian Maercks fra Miami, der i flere år er udnyttet af kærlighedssvindlere.

Eksempelvis har en amerikansk kvinde skrevet med en identisk mand, som kaldte sig Chris Edgar, var udstationeret i Irak i stedet for Afghanistan, og hvis datter i stedet hed Brenda.

Jeanne har nu afsløret Kim Anderson, som bliver desperat i deres samtale.

Han sender flere gange næsten 30 beskeder i træk på få minutter, hvor han forsøger at vende skylden og løgnen om.

Til sidst bliver han rasende. Flere ugers arbejde og mange timer er spildt for ham.

Han husker, at Jeanne har fortalt ham, hvordan hun har oplevet partnervold.

»Din ekskæreste skulle have kvalt dig til døde,« skriver han.

Siden har Jeanne fundet ti andre falske profiler på både Tinder, danske datingsider og på Instagram.

Hun ved nu, hvilke faresignaler man skal holde øje med. Men det følelsesmæssige tomrum og svigt fra Kim Anderson, glemmer hun ikke.

»Jeg havde sat nogle store forhåbninger op omkring at møde ham,« siger hun.

»Det blev knust, da jeg finder ud af, at det alt sammen er løgn.«

B.T. har forgæves forsøgt at kontakte personen bag den falske person Kim Anderson. Jeanne nåede aldrig at overføre penge til bedrageren.